KjøbenhavnsBelejringFyensGjenerobring

INDLEDN ING .

22

Storm. Mærkeligt nok nævnes Carl Gustav Wrangel ikke blandt de Tilstedeværende, ligesaa lidt som nogen af de andre berømte Korps­ kommandører i den svenske Hær; muligvis skulde han og de holde sig rede til med væbnet Haand at udfri Carl Gustav af det forræde­ riske Baghold, som man i den svenske Hær syntes at have næret Frygt for, og imod hvilket der, forinden Carl Gustav forlod Hoved­ kvarteret i Ringsted, virkelig vides at være truffet Anstalter. En utidig Frygt unægtelig, hvis man havde kjendt Frederik IITs retskafne Sind, og tillige urimelig, eftersom den svenske Hær havde hele Landet inde med Undtagelse af de befæstede Punkter Kjøbenhavn, Kronborg, Rendsborg, Gliickstadt, Krempe, og Frederik III bogstavelig talt saaledes langt snarere var sin Gjæsts Fange end omvendt. At denne Mistanke saa glimrende blev gjort til Skamme ved Festen, og at Carl Gustav i de paafølgende 2 Dage, i hvilke han nød den mest udsøgte Gjæstfrihed ved det danske Hof, utvivl­ somt havde rig Lejlighed til personlig at erfare, med hvilken Resignation man herhjemme havde fundet sig i den forsmædelige Roskildefred, skulde imidlertid ikke afdæmpe den Ærgjerrighed, der luede i hans Inderste, og som begyndte at lade ham angre, at han var standset foran Kjøbenhavn. Tvertimod var den snarere bleven forøget ved hans Samværen med den tilsyneladende saa lidet mand­ haftige Frederik III og med dennes mere pyntelige end krigerske Hofmænd, saavelsom ved hans Kundskab om Troppernes Demoralisa­ tion og P'æstningen Kjøbenhavns ynkelige Tilstand. Allerede den 2 den Marts, Dagen før Gildet paa Frederiksborg, skriver han til Præsidenten i Statsraadet, Mathias Bjørnclou, og gjør en Slags Undskyldning, fordi han ikke havde bemægtiget sig Kjøben­ havn og derved gjort det af med Danmark med det Samme. I dette ejendommelige Brev anfører han blandt andre Grunde, hvorfor han undlod det — saasom de omliggende Staters voxende Mis­ undelse og Nid over hans Lykke — ogsaa den, at han troede at burde lade sig nøje med Provinserne Øst for Sundet og det midterste Norge, i hvert Fald indtil disse Landskaber vare bievne forsvenskede, af Frygt for, at Danmark ellers kunde blive Hovedriget i denne nye