KjøbenhavnsBelejringFyensGjenerobring

4

INDLEDN ING .

bristet, og skulde Fædrenes efterladte Arv nogenlunde hævdes, var fuld Forstaaelse og fortroligt Samarbejde mellem Regering og Folk mere end nogensinde nødvendig. Christian IV havde aldrig væiet afholdt af Adelen, den Stand, der dengang repræsenterede Folket indadtil og udadtil; han manglede Faderens store Evne til at vælge og paa rette Maade at anvende Landets dygtigste Kræfter. I Følelsen af egen Kraft og Dygtighed blandede han sig mere, end ønskeligt var, i Detaillen, og hans egen Iver og Arbejdslyst gjorde ham ofte haard og hensynsløs i sin Fremfærd mod hans Statstjenere. Hidtil havde man fulgt ham, dels af Frygt, dels fordi man havde set op til ham; nu svigtede man ham, da hans Stjerne begyndte at blegne. Idet man paa en sørgelig Maade forvexlede Sagen med Personen, Maalet med Midlet, nægtede Landets styrende Raad ham Penge til selv de mest paatrængende Forsvarsforanstaltninger. Man lullede sig i en fredelig Søvn ved Tanken om, at Naboriget ikke længeie styredes af den mægtige Gustav Adolph, men af en vankelmodig og lunefuld Kvinde, og at de svenske Hære havde fuldt op at bestille i Tyskland: man oversaa herved, at Trediveaarskrigen istedetfor at sløve tvertimod hvæssede det svenske Sværd til Europas skarpeste, og at der ved Dronning Christinas Side stod en Statsmand, der med fast og diistig Haand styrede Statens Ror, og som havde viet sit Liv til Sverigs Magt og Berømmelse — den store Kansler Axel Oxenstjerna. Man troede eller søgte at indbilde sig, at de saa ofte og i stærke Ord fremsatte Fordringer om et kraftigere Værn mere vare fremkaldte af Kongens Tilbøjelighed for Krigsvæsenet og Ønsket om at styrke Kongemagten end virkelig begrundede i Nødvendigheden for Landets politiske Existens. Man var i det Hele ikke langt fra at betragte Udgifter til Forsvarsvæsenet som sig uvedkommende, som Noget, der udelukkende skulde bestrides af Kronens egen Kasse, og Kongens gjentagne For­ slag om en Indkomstskat til fælles Afhjælp af Landets Brøst fandt desværre kun i altfor høj Grad et uvilligt Øre. Bitteit, men visselig ikke ganske med Urette se vi i et Brev til Rigsraadet den gamle Konge paa sit Livs Aften udbryde: »De (Adelen) ere Mestre her i Landet, og vi som den Ældste af det Haandværk (Krigskunsten) kan intet os med dem anderledes end vel adskille. Thi bede vi