KjøbenhavnsBelejringFyensGjenerobring

INDLEDNING. 9 Det var under alvorlige Forhold, at Rigsraadet saaledes greb efter Eneherredømmet og tog Regeringens Tøjler i Hænde. Hvor forandret var ikke nu, ved Aarhundredets Midte, Danmarks politiske Stilling i Sammenligning med den mægtige og glimrende, det indtog ved Aarhundredets Begyndelse. Dets Overherredømme paa Søen var forskjertset, det varindestængt tilsøs mod Syd af den samme ærgjerrige Stat, der var dets Nabo tillands mod Øst, og Historien havde allerede dengang noksom godtgjort, hvorledes Danmarks Existens stedse paa det alvorligste var truet, hver Gang de til Østersøen grænsende nordtyske Lande var i Hænderne paa en stærk Magt. De tyske Kejseres, de vendiske Fyrsters, de holstenske Grevers og de hanseatiske Stæders i vekslende Række tillands og tilvands udførte Angreb vare visselig ikke dengang glemte og ville forhaabentlig ingensinde gaa nogen dansk Mand af Glemme. Der er heller ingen Tvivl om, at Rigsraadet efterhaanden kom til Erkjendelse af, i hvilke falske Drømme det havde vugget sig, da det troede, at Sverig vilde forbløde sig paa Trediveaarskrigens Slagmarker, hvilken ubodelig Fejl der var begaaet ved, at man havde svigtet den afdøde Konge i hans Bestræbelser for at holde Danmark i Ligevægt mod Sverigs frembrydende Vælde, og hvor paatrængende nødvendigt det nu var blevet engang at gjøre Alvor af at sætte Landet i kraftigere Forsvarsstand. Talende Vidnesbyrd herom findes i en Henvendelse til Stænderne »Consilium om Armaturen«, som Raadet tilsidst enedes om at affatte, og hvori det i Datidens karak teristiske Stil bl. A. hedder: »Naar man de Syrers, Persers, Grækers og Romeres, samt mange mærkelige Kongerigers og Fyrstendømmer deres Undergang overvejer, da er det højlig fornødent, at ethvert Land fiygtcr Gud og lægger Vind paa Samdrægtighed, synderlig udi de Sager, hvorved Land og Riger, næst Guds Hjælp, vældelig kan befries fra alle deres Fjenders Anslag, Magt og Overfald, saa at Høvdinge elske deres Undersaatter og Undersaatterne derimod med tro Manér tjene deres Herrer, betænkende, at ved Samdrægtighed blive Land og Riger bekræftede og formerede, hvilke ellers ikke længe kunne blive bestandige, hvor mægtige de ere, som Sallust siger: concordia res

Made with