292665628

I anledning af sognepræst Rønns død

retning gennemført, er det dog et meget smukt og værdifuldt resultat, han fik nået. Som ven og menneske synes man, at man kunne have undt ham den glæde ved jubilæet selv at vise de nye lokaler frem og lade dem komme til deres ret ved at fortælle om forholdene ved kirken før og nu. En anden ting, som han straks fra begyndel­ sen af sin sognepræstetid lagde et stort arbejde i, var at ville give menighedsbladet en »ansigts­ løftning«. Han forandrede navnet til »Kon­ takt«, skaffede billeder til bladet og gav det et udseende og en form, som er meget tiltalende. Han havde i god tid bedt mig om til jubilæet at skrive et stykke om min præstetid ved Sions Kirke. Jeg valgte da at omtale den tyske besæt­ telse af vort land 1940 til 45 og de forhold, den medførte for Sions Kirke og sogn. Han satte dog dette lille bidrag allerede i nummeret af »Kontakt« for april-maj 1971, hvorfor det ikke findes her i jubilæumsskriftet. Jeg har altid været glad for at sidde i kirken under pastor Rønns gudstjenester, hvorfor jeg løste sognebånd til ham, da jeg efter min af­ sked flyttede fra sognet. Hans prædiken var klar og veldisponeret, og han havde en særlig evne til at drage aktuelle forhold i samfund og kirke ind i den for at belyse, hvad han ville sige. Ofte har jeg hørt ham benytte, hvad aviser, radio og fjernsyn havde bragt i den for­ løbne uge - ja, endog så sent som om lørdagen - på den måde i sin søndagsprædiken. Det fik folk til at tænke over deres eget ansvar under de nutidige - ofte forvirrede og uhyggelige forhold, som er blevet vor slægt til del. Ved min kones begravelse tog han —uden min an­ modning - ordet og gjorde det sådan, at med­ lemmerne af min familie meget ofte siden har fundet anledning til at udtrykke deres taknem­ melighed over, hvor rigtigt og smukt han havde talt om hende. Pastor Rønn havde, før han kom til Sions Kirke, været fængselspræst i Vridsløselille. Ger­ ningen der havde i den grad hans hjerte, at han i mange år efter sin ansættelse i vort sogn regelmæssigt tog ud til Vridsløse for at tale til og med fangerne. Samtidig var han en skattet

Naturligvis gjorde pastor Rønns bortgang 17. juli et meget stærkt indtryk på mig, som på alle andre, der kendte ham. Søndagen for­ ud havde han og hans hustru - efter at han havde virket ved tjenesten i Sions Kirke - af­ lagt et venligt besøg hos mig, der nylig havde haft et sygehusophold og stadig følte mig hæm­ met af nogle af de svagheder, alderen fører med sig. Skønt han berørte, at han skulle være for­ sigtig med sit høje blodtryk, opfattede jeg ham ikke den dag som en særlig syg mand. Det var især Sions Kirkes kommende 75 års jubi­ læum, der fyldte hans sind. Han havde stor grund til at glæde sig til den begivenhed, hvor bl. a. de nye, smukke og praktiske lokaler, som på hans initiativ var blevet bygget til kirken, i høj grad ville bidrage til dagens højtid og glæde. Det havde, fra han i 1954 blev sognepræst ved kirken efter mig, været hans store tanke og utrættelige arbejde at få kirken udvidet. Skønt han - på grund af ministeriets stilling til sagen - ikke helt fik sine oprindelige tanker i den