292665628

°g dygtig arbejder ved møder for studerende kristen ungdom. Begge dele var et udslag af kærlighed og pligtfølelse over for, hvad han følte som et kald. Han var stærkt optaget af, hvad der rørte sig inden for vort folk og vor kirke. Når et forhold på de områder optog ham, kunne han blive meget ivrig under fremførelsen af sine egne synspunkter. Mine tanker har i dagene efter hans død beskæftiget sig stærkt med, hvad jeg har op­ levet med ham i de år, vi arbejdede sammen og siden som menighedsmedlem af den kirke, hvorved han var sognepræst i 17 år. Han til­ Døbefonten er af den berømte billedhugger Bundgaard, der er mester for Gefionspringvandet. Han boede i Sions sogn og huggede den meget smukke døbefont i bornholmsk granit, efter gamle motiver fra vore ældste døbefonte. - Dåbsfadet i kobber viser det ældste kristne symbol med fisken: på græsk IXTYS, der ud­ lægges Jesus Xristus, Gud, søn og frelser, altså den kristne trosbekendelse i en nøddeskal. Bag­ ved døbefonten, på kirkevæggen, står Titussta- gen, hvis 7 lys tændes ved hver barnedåb. På konsollen er udskåret en due, symbolet på Hel­ ligånden fra skriftordet: Johannes så Hellig­ ånden som en due, dale ned over Jesus, da han efter dåben i Jordan steg op på land, og Johannes hørte Guds røst: Denne er min søn, den elskede, hører hans ord. Krucifixet på alteret er af sølv, og det store, til højre for kirkens udgang, af malm; begge er skænket af tidligere medlemmer af Sions Kirkes trofaste menighed. Krucifixet er lidelsens symbol, mod­ sat det tomme kors, som er opstandelsens sym­ bol. Derfor står det på alteret, hvorfra nadve­ ren utldeles, og forkynder Jesu død, indtil han kommer, som Paulus siger det. Derfor skal det også være det sidste, som møder kirkegængerne, når de forlader kirken.

trådte som res. kapellan i Sions sogn allerede i 1941, samme år som jeg selv blev sognepræst. Da jeg samtidig var provst for et særlig stort provsti, var jeg meget taknemmelig for, at han fra begyndelsen havde stor forståelse for, hvad den dobbelte gerning kunne medføre, og han ydede mig stor hjælp til at bestride mit arbejde. Han og hans hustru har i de 30 år, vi har kendt hinanden, altid vist mig stor venlighed og gæst­ frihed. Vi er mange, der vil savne Rainold Rønn og hans færd iblandt os - ikke mindst nu ved kirkens 75 års jubilæum. Knud Ottosen. Altertavlen er malet af den kendte kunstmaler Poul Stef­ fensen og forestiller Jesus som den opstandne frelser, der viser den vantro Thomas naglega­ bene i sine hænder. Det er første søndag aften efter påskedag, hvor Jesus gennem lukkede døre går ind til disciplene og hilser dem med den jødiske hilsen: Fred med eder, den hilsen, som også møder kirkegængerne over indgangsdøren ind til kirken. Derefter viser han Thomas nagle­ gabene, Thomas, der havde sagt til de andre apostle, da de fortalte, at de havde mødt Jesus opstanden: Uden jeg får lov at stikke hånden i hans side og ser naglegabene, vil jeg ikke tro. Nu er han overbevist, synker ned for Jesu fød­ der og siger: Herre, min Gud, og Jesus svarer, som der står under altertavlen: Vær ikke van­ tro, men troende. Poul Steffensen brugte som modeller til bille­ det personer fra Sions menighed, så flere af disse kunne se sig selv i alterbilledets skikkelser. For nogle år siden besøgte en gammel mand fra Viborg Sions Kirke. Han ville endnu engang se sin barndoms kirke og fortalte, at hans far havde stået model til en af apostlene, og at han skulle ligne ham meget. Der var en slående lig­ hed mellem den gamle mand og Peter, bag bordet, på alterbilledet.

Sions Kirkes indre