AndreasPeterBerggreen

— 140 —

gjort lidet, o g hvad Menighedssangen angaar, lyder der fra gam le Dage mange K lager over „den forfængelige Skraal oc Mundklammer vdi K ircken“ . og ikke mindre over de „særsindige“ Sognedegne, der „icke sig beflitte at bruge oc ved macht holde thend ordentlige S a n g 1) “ . Breitendich finder sig foranlediget til i sin Choralbog a f 1764 at indskærpe, at det ikke er lige m eget, om man synger en Psalme ret eller uret, o g Schulz klager 179 ° o v er, at den almindelige Choralsang i Kirkerne endnu er et raat Skrig uden ren Intonation o g Stemning. Berggreens Psalmeværk forekom da ogsaa mange K irkesangere at stille store Fordringer til dem ved An ­ tallet af de nye Melodier. Tillige klagedes der ret al­ mindelig over, at Sam lingen kun indeholdt nye, medens Sandheden som anført va r, at alle de gam le med Und­ tagelse af et Par hidtil ubenyttede vare optagne i den, saa at den ældre K irkesanger umuligt kunde savne disse i hans Bog. Tingen var, at mangen ældre K irkesanger kun kjendte meget faa a f disse Melodier, o g de maatte da holde for til alle de Psalmer, hvis Versemaal dertil kunde passe uden mindste Hensyn til deres Charakter. Belært a f Erfaringen giver derfor Berggreen i Værkets 2den U dgave Anvisning til en foreløbig Indskrænkning a f Melodiernes Antal gjennem indbyrdes Ombytning, idet han tillige af Hensyn til de S vagere udskiller saa- danne Melodier, der enten frembyde for store V an ske­ ligheder eller ifølge deres Stil nærmest have været be­ stemte for Hjemmet, en Anvisning, som han dog haaber ikke maa blive en Sovepude for de Sløve og L igegyl-

9 Se „Om Menighedssangen“