AndreasPeterBerggreen

— 173 —

mangfoldige a f Berggreens egne Melodier ville tone gjennem fjerne Tiders Menigheder. Sit e g e t Haab har den fromme Sanger udtalt i de Linjer, hvormed han slutter sit Manuskript:

„Naar jeg efter fuldendt Strid har vundet Evighedens Palmer, da jeg for Din Throne skal lovsynge D ig med bedre Psalmer.“

De musikalske Principper, der vare de ledende for Berggreen som Componist og Sam ler, o g som han i Egenskab a f Dirigent førte ud i L ivet, har han tillige som Skribent søgt at hævde og bringe til almindelig Anerkjendelse ved at øve en Kritik, der snart mere positivt fremsætter de i Kunstens Væsen grundede Regler o g paa viser, hvorledes de i visse Kunstværker ere fulgte, snart mere negativt og polemisk vender sig mod Frembringelser, der Tornægte disse Regler, blotter deres Mangler o g tilbageviser dem som de, der uden Kald ville trænge sig frem paa Kunstens Enemærker. Denne kritiske Virksomhed — altid frygtløs, stundom, naar han var udæsket meget skarp, a f Indhold vægtig, lidt tynget a f et stort Bevismateriale, i Form vittig, til Tider bidende — der vedligeholdtes gjennem største Delen a f hans L iv, gjorde ham frygtet som Polem iker, skaffede ham mange Fjender og forøgede de T r y k , hvorunder han led, med en mismodig Følelse a f at være miskjendt som Menneske; men den bundede saa dybt i hans Sandhedskjærlighed o g Retfærdighedsfølelse, at det blev