AndreasPeterBerggreen

— 44 —

bliver al Glimmer, enhver Prydelse, der ikke udspringer indvortes fra, men er paahængt efter Componistens F or­ godtbefindende, al Jagen efter E ffect, enten den frem­ bringes ved overdreven Anvendelse af Coloraturer i Sangen eller ved en stærk o g larmende Instrumentation; med eet Ord A lt, hvad der plejer at behage det store Publikum. Men Publikum v i l behages. Ellers dømmer det Enheden som Stillestaaen, Sandheden o g Naturlig­ heden som Trivialitet; San serne, der ere forvænte ved allehaande Pirringsmidler, føle sig ikke tilfredsstillede, kjedes o g vende sig bort. For blot at nævne VVeyse! Hvor er i vore D age „F a ru k “ , „Floribella“ , „Ludlams Hule“ ; hvem kjender, hvor Mange elske de herlige Toneværker, der engang skaffede ham Navn a f sin T ids største Kirkecomponist? O g er det gaaet Mesteren saa- ledes, hvad Lod kan da Disciplen vente? En i det Enkelte gaaende Recension a f „Billedet og Busten “ skal her ikke forsøges. Det er vanskeligt af et K laverudtog at danne sig en tilstrækkelig begrundet Mening om et Musikstykkes Virkning fra Scenen , end vanskeligere ved Ord at fremkalde hos Læseren endog kun en sv a g Forestilling om denne V irkning; men en kort Omtale a f de betydningsfuldeste Partier i Synge- stykket kan dog ikke opgives. O u v e r t u r e n indledes med en stemningsfuld Adagio i 6/s Takt, der antyder de to Unges Kjærlighedsliv, saa- ledes som det senere udfolder sig i Duetten mellem dem i første Act. Den gaaer over til en A llegro assai i SU T a k t, i hvilken to Hovedthemaer vexle o g bekæmpe hinanden: de Unges Kjærlighed, vis paa Sejren, ligesom leger med den Gamles Modstand, der gjennem mang