FruJulieSødringFødtRosenkilde

96 Sødring besørger ud. Det er saa ofte, at man ikke har den fjærneste Anelse om, hvorvidt det Bidrag man yder, g]ør godt eller ikke. . . . Jeg saae den sande Glæde her.« Interessen for og Kjærligheden til Fattige voxede, jo ældre hun blev. For Enker, Børn og »syge Stakler« gjorde hun hvad hun formaaede; det glædede hende saaledes hver Tirsdag at bespise tre Børn, og hun understøttede fattige Studenter. Gjennem mange Aar var em saadan begavet ung Mand, der senere blev en dygtig Skolemand, nøje knyttet til Sødrings Hjem. Naar der er Tale om hendes Menneskekjærlighed, kan det have Interesse at vide, hvilken Slags Mennesker hun — Kunstnerinden — valgte til sin Omgang. Var det helst »berømte« eller særlig »aandrige« Personer? Det kan man ingenlunde sige. Vel saae hun i sit Hjem Kunstfæller og enkelte unge Malere og Forfattere; men Embedsfamilier dannede hovedsagelig Omgangskredsen. Fra sine Forældres Hus havde hun arvet nogle enkelte Venner, f. Ex. Christian Winther og Krøyer, med hvilke Sødnings kom en Del sammen; de stod Begge Fadder til et af de ældste Børn. 1) Af Personer, der kom i gamle Rosenkildes Hus og som vistnok ikke hørte til Omgangsvennerne i Datterens, men hvem hun dog undettiden traf, bør nævnes Emil Åarestrup, »den lille tykke, joviale, naturlige Mand«, hvem hun saa godt kunde lide. Blot ved et Par Ord og ved Tonefaldet i sin Stemme kunde hun fornøje ham, 1) V ed Middagsbordet paa denne Dag udbragte Fru Sødring en Skaai for de »kjække Ægtemænd«. Krøyer, der som Peber­ svend maaske følte sig tilsidesat, rejste sig strax og foreslog, at drikke for de >ægte kjække Mænd!«