Forskønnelsen_1917-18

A llerede denne U nd lade lse e r en grov Fo rsømm e lse ove rfo r Offentlig­ heden . Men den kunde m a a sk e no ­ gen lunde tilgives som en, ganske vist beklagelig, Mangel p a a Konduite, hvis sa a endd a s e l v e T v a n g s h u g s t e n v a r b leven ledet e fte r P rinciper, d e r — i H enho ld til D riftsp lanens T rad i­ tio n e r — tog H ensyn til D y reh aven s sæ rlige Væ rd ie r som gamm el, h isto ­ risk og n a tion a l Lystskov . Men he ller ikke dette e r sket. Tvæ rtim od — m ange S teder er d e r fæ ldet som i Blinde; and re S te­ der, som v a r F o rm aa le t netop at lægge de flest mulige S kønh ed svæ r­ d ier øde. S ta a r m an f. Eks. ved »De b laa Bomme« p a a K øreve jen fr a K ildehu ­ set til E rem itagen — en a f D y re h a ­ vens m e st befæ rd ed e Veje, — skulde m an tro sig i A rgonne rskoven e ller en a f V estfron tens and re k rig shæ rgede Skovstrækn inger. Og dobbe lt grelt g rine r de døde, nøgne S tamm e r og S tubbe en i Møde ved Modsæ tningen til Løvsp ringets v aagnende Liv ru n d t om. B landt de Faldne p a a denne triste V a lp lads e r en sa a hæ d e rk ro n e t Ve­ te r a n som den b e røm te , v istnok h en ­ ved 300 A ar gam le Kæm pebøg , der v a r en Øjets F ryd ikke b lo t fo r D y re ­ h av em a le rn e , m en fo r enhver, d er h a r m indste Spor a f N atu rfø le lse og æ ste tisk Sans. P aa et frem sp ringende P arti i S kovb ryn e t ud m od Vejen og den lille Slette tegnede dens svæ re , knud rede S tamm e — 33A M eter i Om ­ k red s og dens mægtige G rene sig sæ rlig m a lerisk . Dens b red e , endnu løvrige K rone h av d e en livskraftig Oldings æ re fryg tindgydende Fysio­ gnomi. Skønt den v a r en Bøg, v irkede den ved sin Æ ld e an tik t og h isto risk som en a f D y reh av en s gam le Ege. Og m ed Egen i St. H ans Aften Spil kunde den sige: 62

Her har jeg staaet i hundrede Aar, om Vintren med Sne paa m it Bryst, m ellem B lom ster i grønne Vaar, m ellem egne Løv i den brune Høst. M in stolte Top har jeg rejst, og knejst ud over den vide Natur, som om slyn ger Træernes tætte Mur.

Nu s ta a r den d e r ikke m e re , og i »T ræernes tæ tte Mur«, h v o r nu k un dens u h y re Stub v idn e r om V an ­ dalism en , e r d e r et aab en t Gab, som skæm m e r Skovb ryne t. Den, d e r lod den gam le Bøg hugge om , vil m a a sk e fo rsv a re sin Gerning ved a t henv ise til, a t dens S tamm e v a r hul. Men h an vilde derved kun o pn aa a t fæ lde sig selv dobbelt; th i netop fo rd i S tamm en v a r h u l, v a r N y tten ved a t hugge den om sa a re ringe, B ræ ndse lsmæ ngdenube tyde lig og N y ttevæ rd ien a ltsaa fo rsv indende i Fo rho ld til de Skønh edsvæ rd ie r, d e r gik tab t. Og d e rnæ s t: h v o r m ange h u ­ le T ræ e r h o ld e r sig ikke u an fæ g te t p aa Roden gennem e n langA a rræ k k e , n a a r d e r b lot e r en frisk , levedygtig Skal ud enom H u lheden . Og sa a livs­ k ra ftig v a r netop denne gam le Bøg, a t den endnu v a r et a f D y reh aven s bedste O ld en træ e r — en Egenskab, d e r yde rlige re bu rd e h av e sk a an e t den i en Tid, da H en synene til E rnæ ­ ring svæ rd ie rne vejer tungt. H ve rk en ø k o n o m i s k e ller æ s t e ­ t i s k lad e r dette D rab sig d e rfo r fo r­ sv a r e—og det s a a m eget m ind re, som adskillige K un stne re v a r g aae t i F o r­ bøn fo r den gam le Bøgs Bevarelse, og D y reh aven s Ven, G rosse re r Sig- v a r tW e rn e r, gennem et k øb enh avn sk D agb lad indstænd ig h av d e op fo rd re t til a t sk aan e den — en Opfordring, hvo rtil Redak tionen slu ttede sig. Det sa a d e rfo r ud som en hov e rend e , ilde anb rag t Pukken p a a egen Magtfuld­ komm enh ed , a t Skov ride ren lod den æ rvæ rd ig e Olding lade sit Liv alle- redeD agen efter O pfordringens Frem -