Forskønnelsen_1917-18

KRISTIAN KONGSTAD

K R. KONGSTAD fyldte den 9. April 50 Aar. Det er ganske vist ikke dette Tidsskifts men vore M edlemm er, som alle ejer Bogen »Kjøbenhavn som den er, og som den burde være«, vil forstaa, hvorfor vi i dette T ilfæ lde gør en Undtagelse. En af »Forskønnelsen«s Opgaver er den: af aabn e F olks Øjne, at faa saa stor en Kreds som m u lig til paa deres daglige Færden at læ gge Mærke til, hvad deres Øjne falder paa af grimt og kønt, af godt og ondt, og derigennem at bringe dem til at hade det grimme, elske det skønne. Det er jo n em lig saa, at hvad man ser hver Dag, det ser man ikke, før man bliver gjort opmærksom derpaa. D en Opgave »Foreningen til H ovedstadens Forskønnelse« saaled es har taget op, m en hvis end elige L øsning ligger ude i en dunkel F rem ­ tid, har Kr. Kongstad bidraget sit til at løse. H an er in gen Reklamemager for sin Kunst og for sig selv, han søger ikke at vække Opsigt, at blive omtalt ved at hitte paa nye Bizarrerier, som tit tilslører M anglen paa virkelig Evne, tit kvæ ler virkelig kunstnerisk Evne, saa Kun­ stens Udøver selv faar sit Blik og sin H jerne forvirret og antager Løgn for Sandhed, O pløs­ n in g og D ecad en ce for Liv og Sundhed. Kong- stads Kunst hviler støt og solidt paa den Kunst, som har le v e t forud for ham , han ser med de gam le H ollæ nderes klare Blik og sunde Humor paa det, som kommer ham for Øje, og han kan finde Skønheden dér, hvor selv m angen Kunst­ ner ikke aner den, og trække den frem til B e­ sku else for enhver, som overhovedet har Øjne i Hovedet. H an s Bog om H elsingør er i saa H en seend e typisk for sin Mester. Vi vidste alle, at H elsin g ør var en morsom eller snurrig gam ­ mel By; men vidste vi alle, før Kongstad gjorde os opmærksom derpaa, at den er noget mere, at disse gam le Gader, der ikke syn es an la gte som Fredericia eller det nye K jøbenhavn, men opstaaede af en Slags Naturnødvendighed, at disse gam le Gader rummer Skønheder af en ganske særegen fin og betagende Art. Nu ved vi det, fordi Kongstad har fortalt os det paa sin egen rolige Maade uden at ville paatvinge en noget. »Kan du ikke se det selv, saa eksisterer det ikke for dig«. Det er ikke her Stedet at gøre Rede for Kong-

stads kunstneriske G enesis og hans Kunsts videre U dvikling; det er gjort andetsteds og er i Sagens A lm ind eligh ed ganske ørkesløst, lige saa ørkesløst som vidtløftige U n d ersøgelser af, hvorvidt en Kunstner er paavirket af el G reco eller T intoretto. Saadanne U ndersøgelser b e ly ­ ser aldeles ikke den Kunstner, hvis Værk man staar lig e overfor, m en viser kun, at vedkom ­ m ende Anm elder er »en durktrængende Karl« som Læseren væ rsgo’ har at have Respekt for. En Kunstners Værk skal kun ses og bedømm es efter de Forudsæ tninger, det selv medbringer. Kan det ikke bedømm es paa den Maade — saa er det intet Kunstværk, hvorm ed ikke skal være sagt, at Paavirkning af andre udelukkend e er af det onde. Som foran sagt er Kongstads Kunst i nøje Kontakt med tidligere Kunst; m en K ong­ stad er alligevel sig selv helt og fuldt; hans Træsnit b ehøvei ikke at sid estilles med Dürers, hans T egninger ikke med R o e d s elle r/. T. H a n ­ sen s. H an blev først bekendt som en du elig Genopliver af den næ sten forsvundne Træskæ­ rerkunst, og den Fasthed og Klarhed, som er et fremtrædende Træk i hans T egninger, stam ­ mer maaske fra hans Beskæ ftigelse med dette Kunsthaandværk, hvis Maal og B egræ nsning desværre i de senere Aar har været Genstand for saa m egen M isforstaaelse. Der er faa, der som Kongstad forstaar, hvad det kommer an paa, naar en Kunstner skal vise en Ikkekunstner Skønheden i den Genstand, han af bilder. I Bogen om K jøbenhavn kan en ­ hver finde Eksempler nok. Her skal kun gøres opmærksom paa to: »Hesten« Side 16 og »Sjæl­ landsporten« Side 157. Det er to M inder fra en svunden Tid, om hvis Fjernelse der tit og ofte har været talt m ange letsindige, uovervejede og taabelige Ord. I d isse to T egninger har K ong­ stad gjort Reklame for deres Bevaring; enhver der v il se og ikke er hildet i Fraser om Plads for B yens U d vikling og anden udenad lært Snak, kan nu se, at d isse M inders Fjernelse vilde være Barbari og b lod ig Synd imod den By, som U d viklingsvand alern e har hærget saa grumt. Vi tror, at han gennem disse og andre T eg ­ ninger i Bogen om K jøbenhavn har ydet »F. t. H. F.« en væ sentlig H jæ lp paa Vejen frem. Og det er derfor, han skal m indes ved Indtræ­ delsen i sit Livs andet Halvthundrede. A . B. ©

Opgave at m indes Jubilæer og den Slags Ting,

16