Forskønnelsen_1917-18

a f dem h avd e da ogsaa K ræ fte r dertil. Og de sm a a T a len te r — ja de kunde jo bedst lide a t gaa eller h um p e i S to rm e ste ren s Spo r; m ed and re O rd: de a f dem , som kunde h a ft nogen Udsigt til a t n a a frem i det gode, fo r s a a v id t de ejede Resignation nok til a t ho lde sig p a a det jæ vn e , reg nede d e t fo r deres Ret og Pligt a t a rbe jde uafhæ ng ig a f alle S idehensyn . S aa viste det sig, a t Evnerne ikke slog til. Og m eden s den egentlige m on u m en ta le S ku lp tu r og Inden- dø rskun sten v an d t lidet eller in te t ved den s tæ rk e Tilgang a f U døve re , led den d ek o ra tive følelige Tab ved, a t m a n ge B rugba rhede r, som kunde g jo rt Gavn i dens Tjeneste, u ndd rog sig denne. Til Rest blev d a ikke re t m eget a n det end Rosset, Mænd, hvem N a tu ren sn a re re h av d e bestem t til T in so ld a tfab rik an te r eller, om det kom højt, til F o rm e re af K ransekage figu re r, end til Kunstnere. Mangen Gang i L øbe t a f det n ittende A a rhund red e opstilledes til alm indelig Beskuelse d eko ra tiv e Sager — F ron tong rupp e r, Relieffer, Enke ltfigu re r ved P o rta le r o. s. v. —, d er fristede til a t definere en D eko ra tion sbilledhugger som den, hvis F rem b rin gelser ikke k an taa le a t ses næ rved . Nu, i d e t tyvende , synes d e t a t k la re op p a a d e t h e r v ed rø rte Om raade . Ikk e , a t P roduk tionen a f p lastiske Rædsler, bestilt a f M u re rm e strene og lev e re t til billig Pris a f disses »fordringsløse« Svogere og Venner, sku lde vise sig i Aftagende. Men p a a fo rskellige H o ld b egynde r tydelig t nok K ravene til F rilu ftssku lp tu r a t s k æ rpes, Pub likum s Tilbøjelighed til a t nøjes m ed noget slet, h v o r m an lige sa a let kunde faa noget godt, a t af- svækkes. Og K unstne rne e r nu fo r de flestes V edkomm ende enige om , a t den Ambition, d e r nødvend iggø r en Rangforordning p a a deres E n em æ rk e r som den h e r om ta lte , ikke b ø r k a ldes »honnet«. Om G runden dertil e r den, a t den nu levende Slægt, sæ rlig B illedkunstnernes, e r b levet m en ­

R. Bøgebjerg: B adende Kvinde. Italiensk M arm or. fo r dem . Og v a r dette en Gang im e llem T ilfæ ldet, s a a de ikke ube tinget ho ld t p a a a t ville væ re sig selv nok, henv end te de sig i Regelen m ed deres Bestillinger til Billedhuggere, som i A te liererne havd e staaende , e ller som v a r rede til a t m ode llere F igurer, gode nok i sig selv m aa sk e , m en ikke netop beregnede p a a a t v irke i Fri- luftslys, i S am k lang m ed a rk itek to niske F lad e r og Led eller m ed H im len og n a tu rg ro ed e og ku ltive rede Plante- fo rm e r som Bagtæppe og Sæ tstykke r. H ve rk en til Emnerne eller til G ennem fø re lsens A rt kunde de nødvendige H ensyn ven tes taget. N aa r Resultatet fa ld t sa a ta rve lig t ud, som det a lm in deligvis gjorde, sky ld tes det im id lertid ogsaa and re Fo rho ld end dem , M odesmagens Skiften m ed fø rte. Ved T h o r v a l d s e n s V irken n aaed e Sku lptu ren ogsaa h e r til L and s en Anseelse som aldrig fø r og blev i hø je re G rad end nogen Sinde væ rd s a t i samm e Forho ld , som den g jorde sig gæ ldende i Egenskab a f selvstændig K unst; selv in te re sse red e h an sig ikke sæ rlig stæ rk t for dens d eko ra tive Betydning, og h an s næ rm e ste Efterfø lgere g jorde det endnu m indre. Nu v a r det dem , d er vilde væ re »sig selv nok«, og de bedste

34