591955128

stod „Morskaben4 i sin første Skikkelse i næsten tyve Aar; uden for i Haverne, hvor nu Asgaardsvej og Frydendahlsvej strækker sig, var det en yndet Sport for unge Knægte at klatre op i Træ­ erne for at titte ind i Skuespillerindernes Paaklædningsværelser, og indenfor paa Scenen anslog Frederik Christensen (1847—1929), der i flere Perioder var Husets Direktør, en forsoren Revytone, som svarede til den dampende Toddy. Stor Støtte havde han i sin Hustru, med hvem alle var paa Fornavn; Lisbeth Christensen var slagfærdig i sin Replik og havde Smæld i sit Sangforedrag. Hendes „Daudivise4 tog Publikum med Storm. Det bestod af ge­ mytlige Københavnere, hvis Tobaksskyer langsomt svævede op mod det spraglede Loft, hvor primitivt malede Muser spillede paa allehaande Instrumenter. Entréen steg snart til 50 Øre over hele Salen, og den, der kom først, fik det „bedste4 Bord. Fra den lille Scene parodierede man „Ambrosius4 og „Et Dukke­ hjem4 eller andre af de „rigtige4 Teatres aktuelle Sukcesser, og Frederik Christensen foredrog sine gemytlige Viser med et lunt Blink i Øjet, jovial og godmodig, som Publikum vilde have Revy- komiken i en Tid, hvor „Branderen4 („Kældermanden44) gjorde mere Lykke end den politiske Satire. Han var — som senere Fre­ derik Jensen og William Gerner — populær i det brede Lag og fik efter Skik og Brug under Forestillingen Besøg i Paaklædnings- værelset af Venner og Bekendte, som vilde hilse paa ham og sige de kendte Ord „Tak for i Aften44. Disse Besøg kunde under ha­ stige Omklædninger være meget generende, men de gav ham Mod til at realisere en Idé, der førte til Oprettelsen af Nordens første Organisation af Scenekunstnere, Skuespillerforeningen af 1879. Han hængte en Sparegris op paa Gasarmen ved sit Spejl og for­ synede den med en Seddel, som bar Paaskriften: „Denne Vej med Sølvtøjet4. Naar Gæsterne vilde traktere, pegede han paa Grisen og sagde: „Først maa den have noget.4 Følgen var, at 8