591955128

valgtes enstemmigt til Formand, og det første, lian sagde, da han takkede for Valget, var, at han nedlagde sit Mandat i Skuespiller­ foreningen. Ingen vidste bedre end han, at de to Stillinger ikke kunde forenes. Desto mere maatte det forundre, at han nogle Aar senere, da det kneb med at skaffe Resultater for Forbundet, af sin Ærgerrighed lod sig forlede til at fremsætte et Forslag om en Sammenslutning. Denne Tanke maatte naturligvis møde abso­ lut Modstand hos Foreningens Bestyrelse, der paa Grundlag af Lovene fastholdt, at Formaalet udelukkende var af human og ikke af faglig-social Art. Under det forberedende Arbejde til Forbundets Start fik Dr. Mantzius ikke Tid til at virke for Foreningen. Den vilde i disse Aar have haft magre Resultater at fremvise, hvis ikke Prinsesse Marie af Overskudet fra sine forskellige Velgørenhedsfester havde betænkt den med ca. 10,000 Kr. ialt. Ved Generalforsamlingen i 1904 blev Peter Jerndorff Formand, og et Par Maaneder senere kunde Foreningen i al Stilfærdighed fejre sit 25-Aars Jubilæum. Den talte da sit næsten konstante Medlemsantal, ca. 300, medens de ekstraordinære var gaaet ned til 68 . Mange af dens Venner fra 1879 var døde. Formuen udgjorde ca. 160,000 Kr., og der var i de forløbne 25 Aar udbetalt 120,000 Kr. til Foreningens forskel­ lige humane Formaal. Kgl. Skuespiller Peter Jerndorff (1842—1926) var med sine hvide Haar og sin stilfulde Fremtræden en typisk Repræsentant for Statsscenen som nationalt Begreb. Hans Anseelse strakte sig vidt, men nogen dybere Interesse for Skuespillerforeningen bavde ban ikke. Han nøjedes belst med at administrere og repræsentere. Dog gennemførtes under ham en forsinket Jubilæumsfest i Tivoli (2. Juni 1905), hvor Direktør Vilh. Petersen dirigerede Harmoni- Orkestret, og Johan Svendsen havde overtaget Taktstokken i Kon­ certsalen, medens kendte Skuespillere spillede „Harlekin Kok“ 28