591955128

me Selskabeligheden blandt københavnske Scenekunstnere. Den eksisterede en halv Snes Aar til stor Fornøjelse for sine kun mand­ lige Medlemmer (dog smuttede Anna Larssen engang ind forklædt som Yngling), indtil Kassererens Uredelighed afsluttede Selskabe­ ligbeden. Skuespillerforeningens Formue er urørlig; Forslag, der angaar Ændringer i Disponeringen over den, kan kun vedtages, hvis 80 % af Medlemmerne med femten Aars Anciennitet stemmer derfor. Foreningen kan ikke sluttes sammen med nogen anden Organisa­ tion; skulde den derimod blive opløst, skal Formuen anvendes til Legater for Scenekunstnere under Administration af Københavns Magistrat eller et af Ministerierne. Blændet af de store Tal anser nogle Medlemmer undertiden Foreningen for at være „hovedrig44. De ræsonnerer ud fra Selvets Fundament, at de som Enere er Ejere af Formuen. Set i Forhold til Kravene er Foreningen ingen­ lunde rig. Det sikreste Bevis herpaa er de beskedne Pensioner, den endnu kun evner at udrede. Det maa derfor være enhver Be­ styrelses første Opgave at arbejde for Formuens Forøgelse. Hvis Sygekassen, der under vore nuværende sociale Forhold er for­ ældet, blev ophævet, vilde Pensionerne blive større. Glem ikke, at ingen kan sikre sig fuld Sygehjælp, Alderdomsforsørgelse, Bolig og Begravelsesomkostninger for et Kontingent af 32 Kr. om Aaret. Hvorfor da ikke flerdoble Kontingentet? Fordi en saadan Forøgelse vilde være imod Skuespillerforenin­ gens Idé, der først og fremmest gaar ud paa at hjælpe mindre bemidlede mod et Kontingent, som med Vilje er sat lavt, for at det skal tynge saa lidt som muligt. Foreningen er en udpræget Hjælpekasse paa altruistisk Grundlag, men ingen Syge- eller Livs­ forsikringsanstalt. Erfaringen viser, at højst en Tredjedel af Med­ lemmerne gennem Aarene har været nydende, men Hovedparten var ydende. Som følge deraf kan Foreningen give mere, end no­ 47