SamvirkendeKøbenhavnskeArbejdersangkor_1918-1943

H u rra-R aab fo r D anm a rk . Frølichs »Riberhus-March«, sp illet af O r ­ k e s tre t, tæ n d e r usynlige Fakler. D e r e r Ild i H je rte rn e . Og de 80,000 tage r de hv ide A rm b ind paa og v an d re r h jem gennem skum le G ade r, stad ig nynnende . Sangen h a r fo r en s ta k k e t S tund sp re d t tunge T a n ­ ker. A lsang stæ vn e t havde virkelig ud lø st e t b ru sende H y ld e s tk o r til a lt det, vi e lske r i gamle D anm ark .« Og i samme A and ta lte hele den københavn ske P resse om d e t fø r­ ste køb enhavn ske A lsangstævne. Nogle enke lte N o tits e r vil dog maa- ske væ re paa sin Plads. »Af t enbl ade t«: » Tag en Landskamp . Læg de rtil en m ere end velbesøg t Fæ lledparkkoncert. Læg d e rtil T ilsku e rp lad se rn e fra Or- d rupbanen , T rav b an en og O rd ru p Mose paa en s to r Søndag. Saa kan D e — om tre n t — forestille Dem , hvo r mange M enneske r de r va r i Fæ lledparken i A ftes, da den fø rste A lsang -A ften blev a f h o l d t « »Kristeligt Dagblad«: » H vo r mange M enneske r s tod der fo ran Fæ lledparkens sto re T ribun e i A fte s? Ja, spørg lige saa gerne, hvo r mange K rusn inge r der er paa en Sø. Ingen h a r T a l paa dem. Men Folk m ed F o rs tan d e rk læ rede, at den sto re A lsang -A ften havde faae t lang t over 100,000 K øbenhavne re ind paa S le tten mellem de grønne T ræ e r . . . . Og den b lev en ubestridelig Succes. M aaske aldrig nogen Sinde før h a r de r væ re t sam let saa mange M enneske r nog e t S ted i D anm a rk , og aldrig nogen Sinde før h a r et saa væ ld ig t K o r sunget vo re danske Sange. D e t blev en Oplevelse, som ingen af de T u s in d e r vil glemme. En na tiona l T ilkendeg ivelse i tunge T id e r, p ræ g e t af A lvo r, m en ogsaa af d e t b ed s te i d e t danske Smil . . . . « »Politiken«: » Saa oplevede K øbenhavn sin fø rste A lsang -A f­ ten! — A lsang — nej, O rd e t er hv e rken k ø n t eller godt, m en nu er d e t d e r engang, og d e t h a r b id t sig fa st som Betegnelse for d e t nye, d e r e r o p s ta a e t om de t gamle Begreb Fællessang, d e tte a t man komm er samm en og synge r sig samm en i e t s to r t Fæ llesmøde, b a a re t af denne mæ rkelige M assefo rnemm else af a t føle d e t samme og faa Lov til at synge d e t ud — som en Befrielse, en Lettelse, en Løftelse. D e t er ikke dig eller mig, de r synger, d e t er os begge to, m in Sidemand og hans Sidemand, os allesammen, et ton end e Fæ llesskab, der ræ kk e r lang t ud og h ø jt op. V i har, hve r og en, en T rang til a t s træ kk e Hæ nd e rn e op m od en H a ab e ts S tje rne , de r e t S teds sv im lende h ø jt oppe i d e t Blaa tin d re r m ed alle vo re inderligste Ø n ske r — men den G estu s undgaar vi b lufæ rd ig t. Sangen, A lsangen h a r d e tte usynlige S træ k i Sindet, som 123