SamvirkendeKøbenhavnskeArbejdersangkor_1918-1943

god t kan trives sammen, ja endogsaa i mange T ilfæ lde s tø tte og sup ­ p lere h inanden . N e j, jeg tro r, a t en af H ovedg rundene til, a t Korsangen he r i D an ­ m a rk s ta a r saa lang t tilbage saavel for Sverrig, T y sk land og Schweiz, er, a t D an sk e rn e b e tra g te r d e tte a t staa i et Sangkor som noget, der ligger und e r deres Væ rd ighed , og b e tra g te r disse M ennesker, der sy n ­ ger i en Sangforening, som naive Sjæle, hvem m an kun h a r e t Smil eller e t Sku ld e rtræ k tilovers for. N atu rligv is er de t ikke altid lige godt, hvad saadanne Kor p ræ ste re r, m en fø rs t maa man huske, a t for de flestes V edkomm ende er d e t jo Folk, der om Dagen er paa deres A rb e jd e for saa e fte r F y ra ften en A ften om Ugen i Løbet af to T im e r a t tilegne sig den Sangunderv isn ing , som jo aldrig kan blive gennem ­ gribende, m en som n e top de rfo r er saa m eget m ere respek tabel, naa r H en sy n e t tages til Fo rho ldene og Betingelserne. For de t and e t ligger Sky lden jo ogsaa hos disse M ennesker, der ogsaa kan synge, men som paa G rund af indb ild t O v e rku ltu r ikke er til a t form aa til at træ d e ind i Ko rene; g jo rde de det, vilde de jo tilfø re ikke alene flere og gode Stemmer, m en ogsaa den økonom iske S tø tte, som Korene i saa høj G ra d træ ng e r til. T il disse M enneske r vil jeg kun sige: Lad væ re at smile! I h a r maa- ske en Passion, de r er m ere G rund til a t smile ad end den at udløse sin G læde i Sang. Jeg tv iv ler ikke om, a t den T id vil komme, da K o r­ sangen vil blive det, den sku lde være, ford i Sangen er en saa kostelig Gave, og d e tte a t synge i e t Sangkor i høj G rad b e fo rd re r K amm e rat­ skabet. V i skal læ re he r i D anm a rk ligesom i Sverrig og and re Lande at dy rk e Sangen og lære a t fo rny Korsangen. D enne Fornyelse skal komm e fra A rb e jd e rk la ssen , ford i den som den sto re Masse ha r det s to re M ateriale, de r er nødvend ig t for Fornyelsen. Vi maa se a t faa S ta t og K omm uner til a t fo rstaa, a t he r er e t G ebet, de h id til ha r fo r­ søm t, e t G ebe t, der hø re r m ed til e t Lands, et Folks Kultur, og som disse A u to rite te r maa vise samme In te resse og S tø tte, som and re Lande gør — f. Eks. Sverrig. G ø res de tte , vil de t vise sig, a t D anm ark ogsaa paa d e tte Om raade vil kunne gøre sig gældende. D e r findes i D anm a rk en Mængde A rbejder-Sangko r, som har kæm p e t hve r for sig, uden a t nogen af A u to rite te rn e ha r h a ft In teresse eller S tø tte tilovers for dem. F ø rst i de senere A a r ha r disse Sangkor s lu tte t sig samm en i C en tra lisa tione r, fø rst i Jy lland og paa Fyn og sid st — hvo r mæ rkelig t de t end lyder — i København. Medens Cen ­ tra lisa tion en af jy sk e og fynske A rbe jde r-S angko r i mange A ar har g jo rt e t god t og e t s to r t A rb e jd e for Korsangen og A rb e jd e rstand en , er C en tra lisa tion en i København , »De sam v irkende københavnske A r ­ b e jde rsangko r« , kun 9 A a r gammel. 57