591173200

Fffi, j*HelUgaandshuset?.over »Vartov« tit »Gammel Kloster*

c)

. .V i : ^r^^Brygg^i? .Griis’^ Sengé<<^ G’g -vi har dgsiaa »MøenS Senge« *■—•,(Jet er altsaa Øen Møen,1der var Giver: Alle dis'se Navne vil vi selvfølgelig bevare for vore nye Lejlighe#érv ikke blot af Frygt for Peder Oxes »Forma^ ledidelse« — Og de vil kunne suppleres af nye ædle Gi­ vere: Stiftelser og Personer, der vil skabe et Minde* va­ rigere end Indskriften paa en Gravsten. ' ! Vil nu denne Modernisering ogsaa vinde de nuværende Beboeres Tilfredshed? Ja, mon? : i v Jeg vil fortælle et Par smaa Oplevelser, for at afveje for og imod: den første, den allerførste, der i Somméren 1917 søgte mig som Borgmester, var en meget gammel Mand, der straks indenfor Døren bukkede dybt for inig og sagde: Deres Højvelbaarenhed. Det lod sig jo høre. Da jeg havde faaet bragt ham til Sæde, sagde han méd næsten grædende Stemme: »Jeg beder Deres Højvelbaa­ renhed saa inderligt om at hjælpe mig ud af Vartov. Jeg bliver saa melankolsk af at være der«. Jeg blev ganske forbløffet. Ærlig talt troede jeg, at der kun var Koner i Vartov, og dernæst at gamle Folk, tilmed i denne haarde Bolignøds-Tid, nærmest stod i Kø for at komme ind. Jeg hjalp ham, ogsaa til at faa sit Indbo med ud. Paa det Punkt tager vi det nu lempeligere og lempeligere; — Stuefællesskabet har hos mange fremkaldt en fin og smuk Resignation og en rørende gensidig Hjælpsomhed, men maa nu begrænses og forlades. Indbyrdes Strid er jo heller ikke helt udelukket blandt gamle Folk. Oprindelig var der slet ikke Kakkelovne i »Vartov« i den nuværende Bygning, skønt der i Stueetagen endda var Stengulv. Det hændte derfor, at gamle Folk gik i Seng om Efteraaret for at holde Varmen og først stod op igen om Foraaret. Da man sidste Gang reforméréde Opvarmningen for en Snes Aar siden under min For­ gænger, Etatsraad Dybdal, fra gamle Ovne, der holdtes rødglødende ved Fyring med Kul- Døgnet igenhem, til