292633777

hotel«, Vaid. Nicolajsen, »Nyt Landmandshotel« (nu Centralbanehotellet) og Andreas Petersen, Alleenberg. Sidstnævnte havde ca. 3 Uger i Forvejen faaet oprettet Frederiksberg Beværterforening. A. Jensen købte kort efter Jernbanehotellet i Horsens, og saa indvalgtes Lars Petersen i hans Sted, dog ikke som Næstformand, den Post overdroges Nicolajsen. Foreningen voksede hurtigt, skønt man gennem Ballotation sigtede Tilgangen ret nøje. Den tik stærk Tilknytning til Centralforeningen derved, at dens Kasserer, Carl Jacobsen, i 1906 blev Centralforeningens Formand, og dens Formand, Hans IL. Thomsen samme Aar indvalgtes i HovedbeL styrelsen, ligesom Niels Andersen, der i 1905 var rykket ind i Hoved­ bestyrelsen fra Pladsen som 1ste Suppleant, blev Centralforeningens Næst­ formand. Alle Spørgsmaal, som angik hele Erhvervet, blev derfor loyalt henvist til Landsorganisationens Ledelse. Det gælder Sager som Ædruelig- hedskommissionens Nedsættelse, Beværterlovforslaget, Spiritusskatten m. m. Bestyrelsen blev derimod af Medlemmerne tvunget til at beskæftige sig med Prisspørgsmaal, Bestyrerforhold, Automatkafeernes Konkurrence, Nat­ bevillingerne o. s. v. Samtidig søgte den stadig Samarbejde med Hotelvært- og Restauratørforeningen, opnaaede det ogsaa ved nogle Lejligheder, men blev navnlig i Spørgsmaalet om Samarbejde indenfor Centralforeningen og dermed den fuldstændige Sammenslutning for hele Landet stadig af­ vist, skønt enkelte indenfor Hotelværtforeningens Ledelse stillede sig ret forstaaende og ogsaa fik Sagen frem paa Generalforsamlingerne flere Gange. Formanden, der indadtil regerede med streng Haand og bl. a. fik gennemført, at et Bestyrelsesmedlem, som uden lovligt Forfald ikke gav Møde, idømtes Bøde, førte indenfor Hotelværtforeningen Agitationen videre med en beundringsværdig Udholdenhed og Ihærdighed. Ved hvert Fæl­ lesmøde anbefalede han den fuldstændige Sammenslutning, som han ogsaa tilsidst opnaaede i Slutningen af 1916, efter at der var udkæmpet bitre Kampe, der kostede ham Formandspladsen. I Virkeligheden skyldes hele den Ufredens Aand, som i disse Aar bredte sig, Stridigheder mellem Tjenernes Organisationer. Den gamle Op­ varter- og Tjenerforening, hvor en Mængde Principaler stod som Med­ lemmer, og som navnlig fra Indehaverne af de største Virksomheder i København fik rundelige Tilskud, ønskede at holde den socialdemokratisk farvede »faglige Kellnerforening af 1898« borte fra Markedet ved at lave Alliance med Principalforeningerne. »Hotelvært-og Restauratørforeningen« var den ivrigste til at hoppe paa Limpinden, der blev rakt frem som om det navnlig var Omsorgen for Lærlingene, der dikterede Frieriet til Prin­ cipalforeningerne. Senere kom Forslaget om et Engageringsbureau frem, 10