292633777

der nu arbejder for øget Samling og Samarbejde til de yderste Grænser, vil sikkert underskrive Hof-Hotelejerens drastiske Bemærkning. Saa langt fremme som i 1911—12, saa kort et Spand af Tid tilbage som for knap en Snes Aar, var man ikke naaet videre i Forstaaelse af Samarbejdet end i 1902, da der ved Protesten mod Slagterne — som før næ vn t— mødte 9 — ni forskellige Organisationer op: Centralforeningens administrerende Hovedbestyrelse, Korporationen, Hotelværtforeningen i København, Restauratørforeningen af 1887, Restauratørforeningen af 11. August 1899, Restauratørforeningen for Nordre Birk, Café-Vært-Foreningen af 1901, Gæstgiverforeningen af 1896 samt Restauratør- og Værtshusholder- Foreningen af 1900. Tullin og hans Bestyrelse, hvori Carl Larsen, Café »Royal«, Allégade 2, var indtraadt, og August Larsen, Nørre Centralcafé, senere afløste Knud Pagh, sled ærligt og flittigt med de foreliggende Sager, men alt var inde i en forkert Gænge. Man vil forstaa, hvor haabløs Situationen var, naar man erfarer, at Forslaget om Overenskomsten med Opvarter- og Tjener­ foreningen i 1911 blev underskrevet af Principalforeningernes Repræsen­ tanter i Forhandlingsudvalget med bindende Virkning, derpaa flere Gange forelagt Generalforsamlingerne til Godkendelse, uden at der mødte flere end ganske faa Medlemmer, saa ingen gyldig Beslutning kunde tages, og endelig i 1914 helt forkastedes, hvorefter Bestyrelserne maatte løse sig og Foreningerne ved Opsigelse af en Overenskomst, der i Virkeligheden aldrig gyldig havde eksisteret. Ingen kan fortænke Tullin i, at han under disse Forhold efter en 2 Aars Formandsperiode nægtede at modtage Genvalg. Man maa beundre Aabye Hansen, at han turde overtage Posten un­ der de Forhold; han blev ved Generalforsamlingen 9. Februar 1914 ved Akklamation kaaret som Leder, og da Tullin gik helt ud af Bestyrelsen, indvalgtes Direktør P. Wunsch. Det intime Arbejde, som her kom i Stand indenfor den store For­ ening, mellem Aabye Hansen og P. Wunsch, har mere end noget andet bidraget til Erhvervets Udvikling og den offentlige Anerkendelse, det har tilkæmpet sig. De to højtbegavede Mænd supplerede hinanden saa ud­ mærket. De var lige fremsynede, lige uforfærdede, havde begge Ordet i deres Magt, som ingen andre indenfor Standen og faa udenfor. Aabye Hansen var den impulsive, der helst vilde op paa det højeste gear. Han glemte aldrig sine Drengedage i Aarhus, da han og Henrik Malberg drømte om Teatret, og naar der var Brug for det, kunde han under en Forhandling spille den herligste Komedie og bruse som et Orgel. D ir 16