StormenPaaKøbenhavn_1659

vet ned — i et Dige, i en Have eller ved Foden af en gam­ mel Eg i Skoven; paa et Sted, hvor ingen tænker paa at lede. De fleste af disse Skatte bestaar af Sølvmønter eller af Skeer og Gafler, prydet med et adeligt Skjold eller et bor­ geligt Bomærke. Naar svenske Soldater (der jo langtfra alle var Sven­ skere) havde sat sig fast paa Gaarden eller var begyndt at hærge i Omegnen, sneg mangen Husbond sig ud i Nat­ tens Mørke for at nedgrave Slægtens Skatte; og mangen Gang fik Skatten Lov at hvile i Jorden i Hundreder af Aar. Intet er saa svært som at finde et saadant Gemmested igen, naar der bare er gaaet et Aars Tid. Mange af Ejerne til disse Skatte er sikkert døde i Kri­ gen eller dræbt af Besættelsestropperne; men de fleste har utvivlsomt mistet Orienteringen og har gravet for­ gæves Resten af Deres Levedage. Tilfældigt, en Dag, kom­ mer Skatten frem — og vidner om de Rædsler, vore For- fædre maatte gennemgaa i de onde Aar 1658 og 1659. De, der følger efter os, vil endnu om mange Aar mod­ tage lignende Hilsener fra os — gravet frem af Jorden. Det, vi skjulte i Jorden, da Ulykken var over os, var dog kun i mindre Omfang Sølvskatte. Det var vore Haandvaa- ben, vi skjulte, for at frelse vort Liv. Hver Tid har sin Skik — hvert Land har sin Kamp med sine Trolde.

Tyst taler danske Tunge paa Bautastenen om Grænsestriden og Grænsefreden.

Indskrift paa Mindesten om Freden i Knåred 20. Januar 1613.

258