ChristianWinther_III

— 1 0 3 — en Bevægelse i Sjælen, forbliver uforandret og uafhængig af Historiens Gang. Vi ville derfor ikke saa meget have det betragtet som en Dadel mod vore Digtere, naar vi fremhæve deres Ligegyldighed for Det, der bevæger sig i Nutiden, men kun som en Antydning af den danske Poesis faktiske Tilstand, seet i Forhold til de samtidige aandelige Bevægelser, efter hvilke den kun indtager en underordnet Plads i vor aandelige Udvikling.“ Herpaa svarer Winther i et Digt til J u lie l):

Lad dem synge, som de maa! Lad dem kvæde deres Sange, fade, flove, brede, lange, tørre, vindige og smaa! Lad dem kun som Ulve tude om Despoter og om Død! Lad dem Friheds Morgenrød kun som Lærker højt bebude! Lad dem slynge deres Ild! Lad dem tænde deres Fakkel! Blande mig i det Spektakel hverken kan jeg eller vil. Gav mig Gud til Sang en Stemme, Ild i Hjærte, Kraft i Bryst, vil jeg dog kun til D in Trøst Sangens Ild og Styrke gjemme! Hvis jeg kun et kort Sekund fra min søde Elskovsstjærne Sorgens tunge Slør kan fjærne og Dit Hjærte gjøre sundt, hvis jeg kun et Smil kan vække op til Blomstren paa Din Kind, hvis jeg Spiren i Dit Sind til et Fredsminut kan lægge, o, da maa den hele Flok gjærne kvække, kvidre, sukke,' alle Lavrens Blade plukke — der er vel til Alle Nok! —

J) Sml. Digtn. III, S. 1 1 6 -1 7.

Made with