ChristianWinther_III

— 286 — Da saa Bedstefaderen, gamle Malermester Werliin , døde i 1863, mødte Henri ved dennes Begravelse; men her gik hans Fader Mge forbi ham uden at kjende ham. Næste Dag fik Sønnen imidlertid Brev fra ham, hvem det var blevet fortalt, at han havde været tilstede, og som nu udbad sig hans Besøg. Efter den Tid stod Henri i Forbindelse med bægge Forældrene, men følte en stor Lettelse, da denne Dobbelthed ved Faderens Død blev hæ vet1). Hvorledes dette Dødsfald virkede paa Chr. Winther og hans Hustru, vide vi Intet om. Maaske sagde han ved denne Lejlighed: „Hvor velgjø- rende er det ikke, at der er mere end een Stræng i vort Bryst, der kan klinge; kun derved kunne Disso­ nanserne, der ellers vilde bringe vort indre ø re til For­ tvivlelse, lidt efter lidt opløses til den beroligende, rene Akkord“ 2). Winther levede meget i Minderne fra Ungdommen; han synger3): Gaaer jeg i Skov ved Vaarens Tid, og Dagen ret er lun og blid, mig svæver huldt imøde en Strøm af Duft fra Urt og Blad, naar vaagnende i Duggens Bad af Solens Kys de gløde. Den trænger sig til Hjærtet ind og mangt et Minde, som laa gjemt i Sjælens Dyb og næsten glemt, staaer klart for Øjet stillet. b Hans egen Meddelelse til mig. 2) Sml. Digtn. VIII, S. 28. s) Smsteds X, S. 130—31. og vækker i mit stille Sind hensvundne Tiders Billed,