ChristianWinther_III

— 3 6 9 — men i mit Hjærtes'Dyb jeg føler endnu en Vaar, en Sommertyst, en Ild, som Vintrens Sne ej køler, en Klang, som aldrig vorder tyst. Naar da til Slummer Citren hænges, jeg aldrig siger den Farvel; den vaagner brat, saasnart jeg længes og stemmer altid med min Sjæl.

I 1857 siger h a n 1): p Thi jeg er ingen Daare, som har den vamle Skik at spilde Suk og Taare paa Tiden, som hengik; ak, Alt, hvad der kan tænkes at gjøre Glæden rig, det Bedste, der kan skjænkes, har Tiden skjænket mig. Hermed sigter han aabenbart til sin Hustru, hvem han hilser med disse O rd2): D ig vender jeg mig til, naar grandt jeg føler, at Modet trækker ind de trætte Vinger I 1865 skriver h an 3): „At jeg er senex% lader sig desværre ikke benegte; jeg troer ikke, at jeg er qverulus 5), skjondt jeg ikke just higer efter Omgang, men helst er alene; — at være laudator temporis acti 6) vogter jeg mig vel for; det bliver saa let kastet os Gamle i Næsen. Jeg seer tydeligt Tidens Kæmpeskridt b Sml. Digtn. I, S. 227. 2) Smsteds III, S. 223. s) Paa et løst Stykke Papir blandt hans Efterladenskaber. 4) Olding. 5) En, som idelig klager uden Aarsag. 6) „Lovpriser af de gamle Dage“ (se: Horats: A rs -poetica, V. 173. N. B ø g h : Chr. W inther. III. 24 og Verdens Aandepust for barskt mig køler. Til Dig jeg tyer, naar Alderen mig tvinger og Tanken altfor træg i Hjærtet nøler; thi Du er ung — og Ungdom Du mig bringer!