ChristianWinther_III

- 4 4 5 - Nej, Tilfældigheden tilkaster ham gode og onde Midler, hvormed han maa se til at hugge sig igjennem. Spør­ ger man ham, om han har Lyst til at forlade dette Liv? Nej, han skydes ud af Livet altid imod sin Villie. Men nu kommer det Værste: Spørger man ham, om han har Lyst til at leve efter den saakaldte Død? Nej, han maa leve og fortsætte Tilværelsen (thi den saakaldte Udøde­ lighed er uomtvistelig, uimodsigelig sand); og i dette fortsatte Liv maa han — saa siger man — ovenikjøbet staa til Regnskab for det Liv, som han, uadspurgt, har maattet kæmpe sig igjennem paa dette i Alverden svæ­ vende og i det Uendelige forsvindende Fnug, som vi kalde vor Jord. Er alt Dette trøsteligt?“ Omkring det Tidspunkt, da han holdt Bryllup, skrev han et Digt, som viser, hvor utilfredsstillende for hans menneskelige Personligheds etiske og religiøse Ud­ vikling hans hidtidige poetiske Virksomhed har været. Det Poem, der her er Tale om, kalder han „Til en Digter1) “, men denne er aabenbart ham selv. Han siger: Du sang om Elskovs Fryd og Smerte, Du smelted Dit og Andres Hjærte og høsted Roser i Din Drøm;

Du dukked Dig i Blomstervrimlen, men aldrig saae Du op til Himlen og drev ej med paa Verdens Strøm. Derfor i Livets bitre Kampe Din Afmagt knuger Dig som Krampe, af Himlens Lys er Du forladt; Du ængstes ved en Fod at flytte, Du griber om Dig — uden Støtte, Du tumler som i bælgmørk Nat.

9 Sml. Digtn. II, S. 104—5.