ChristianWinther_III

— 446 — Grib Harpen, hvis Din Haand ej daarlig har ødt sin Kraft, hvis end alvorlig Din Røst Du hæve kan til Sang! Mens alle hine Roser falme, kan Du den eviggrønne Palme maaske tilkæmpe Dig engang. Lad ydmygt Dine Strænge tone! Lad op om Evighedens Trone sig ranke Dine Blomsterkvad! Der svinder Sjælens lumre Mørke, der vinder Hjærtet atter Styrke som i et kraftigt Lægebad. O, lad da paa Din Fremtids Bane Dig Korset være Sejrens Fane! Drag Ordets Sværd med Fynd ogKlem! Hin Stjærne, som i ø sten blinked og Kongerne til Krybben vinked, skal trygt Dig lyse til Dit Hjem.

Om Kristi Kors skriver han

i 1870 til sinHustru1):

Kast al Din Sorg paa dette Tegn! Dets Blod faldt som velsignet Regn paa Jordelivets golde Egn for Alt at faa tillive. Nu gjælder det at agte paa,

at Sæden fr it kan gro og staa, saa den, hvorhelst vi vandre maa, en tifold Høst kan give. I Foraaret 1870, da han seer, hvorledes hele Naturen udtrykker Haabet, siger h an 2):

Ak, skulde vi da ikke haabe at se til salig Trøst os bragt, Hvad vore tavse Hjærter raabe fra ham, som vil — og som har Magt! i) Efterl. Digte, S. 59. 2) En Saml. Vers, S. 68.