ForeningenAfFabrikanterIKøbenhavn_1885-1935

169

og endvidere at afskedige de ugifte, før man skred til Afskedigelse af gifte Arbejdere, og denne Henstilling blev utvivlsomt fulgt ikke mindst indenfor Fabrikantforeningen, hvor Stemningen i de Møder, hvor dette Spørgsmaal drøftedes, ganske overvejende gik i samme Retning. Indenfor Industriraadet havde man ogsaa haft Spørgsmaalet oppe og vedtog paa et Møde den 5. August 1914 enstemmigt »at opfordre de Industridrivende til under de alvorlige og vanskelige Forhold, som vi gaar i Møde, at tilrettelægge Virksomhedernes Drift med den Opgave for Øje: at holde det størst mulige Antal Arbejdere og Funktionærer længst muligt beskæftiget, selv om dette kun kan gennemføres med Ofre fra Virksomhedernes Side«. I Forbindelse med Spørgsmaalet om at beholde Arbejderne i størst mulig Udstrækning kom man ganske naturligt til at tale om Indskrænkning af Arbejdstiden. Det siger sig selv, at hvis Arbejdsmængden indskrænkedes, og Virksomhederne dog skulde holde det samme Arbejderantal, vilde der ikke være nogen anden Udvej end den at forkorte Arbejdstiden, hvis ikke Virksomhederne skulde tage et alt for stort Tab paa deri Konto. Det viste sig da ogsaa meget hurtigt, at Virksomhederne gik til en saadan Ind­ skrænkning. En enkelt Virksomhed arbejdede kun hver anden Dag, andre Virksomheder nedsatte Arbejdstiden til 572, 6, 672 eller 7 Timer, og dette medførte bl. a., at Arbejderne visse Steder rejste Krav om at faa Overarbejdsbetaling, for saa vidt de kom til at arbejde udover den indskrænkede Arbejdstid, men indenfor den normale. Dette Krav blev dog afslaaet overalt, og Arbejderne faldt ogsaa i saa Henseende til Føje. I Tilfælde af Indkaldelse af Arbejderne var der i al Alminde­ lighed Enighed om ikke at yde nogen Betaling, saa længe Ind ­ kaldelsen varede. Overfor Funktionærerne var det ganske naturligt, at Arbejds­ giverne stillede sig mere liberalt. Man drøftede bl. a. Spørgsmaalet om, hvorvidt samtlige Funktionærer skulde opsiges med 3 Maa-

22