BlaagaardsKvarteret

Der fortælles saa om en Brand den 4. April 1829, som takket være en »k jæk« Brandofficer, Jernstøber W eis*) Snarraadighed hurtigt blev slukket. Branden, der lagde Teatret i Aske, og som aldrig blev op­ klaret, mentes at være paasat. Teatret rejste sig aldrig mere, men længe stod de røgsværtede Mure som et vemodigt Minde om den første offentlige Privat­ scene, der raadede over en virkelig, og efter Datidens Forhold stor og god Teaterbygning. A t Teatret ikke opnaaede at vinde Publikums Gunst hade flere sammenspillende Aarsager. Først og fremmest dem, der allerede er nævnt, men hertil kom, at Nør­ rebro var tyndt befolket. Indbyggerantallet var i 1840 kun 3300. Men selve Beliggenheden var heller ikke god. Der fandtes ingen Gadebelysning, og for at komme til Teatret maatte Folk over den dybe og ildelugtende Grøft langs Nørrebrogade. Og endelig lagde Det kgl. Teaters Direktion sin døde Haand paa Pettolettis Teater ved at stænge alt, som kunde have Navn af Skuespil, ude fra hans Scene. Pettoletti udvandrede til Vesterbro, hvor han opnaaede de Bevillinger til Vaudevillerne, som han forgæves hade søgt til Nørrebro. Han grundlagde »Vesterbros nye Teater« og her fulg­ te Heldet ham.

*) Jernstøber Weis hade sit Støberi i Kvarteret.

40