ChristianWinther_II

— 2 0 7 — aftrykkes, hvilket Hansen dog tillod sig at gjøre; det var maaske ikke uden en Finte, naar Winther her meldte sig med følgende Verselinier: Jeg seer mig gjærne tegnet Kunde Hansen støde Winthers Taktfølelse og Smag, saa var dette ikke Tilfældet med Andreas Saint-Aubain, der var Ridderligheden og Dannelsen i egen Person. Mellem Winther og ham udviklede der sig dog aldrig noget venskabeligt Forhold, og det kan nok være, at Saint-Aubain syntes mindre om Winther end omvendt; han ankede — som hans Fætter Heiberg — over „Ledeløshed“. Den Eneste af hele Kresen i Rantzaus Hjem, der ubetinget ejede Winthers Hjærte, var Greven selv. Ham tilegnede han „Sang og Sagn“ med et langt Digt, hvor han klager over sin prosaiske Tidsalder; han slutter da saaledes: Hvor skal da Sangens Fugl ty hen i Fred, med Kvad og Kvidder? Den flyer til Dig, Du Sangens Ven! Du ædle, danske Ridder! Du lokked den med venlig Aand; den kom lidt bly og bange; nu sidder trygt den paa Din Haand og synger sine Sange. Den glemme vil sin Skræk og Sorg, sin Længsel og sin Lede, hvis til Din gamle Stammeborg1) den klæbe tør sin Rede. b Breitenburg ved Itzehoe. paa denne Subskription, da bliver jeg jo regnet til den finere Portion. —