ChristianWinther_II

210

—

—

efterat „Norges Dæmring“ var udgiven, kom han i Følgeskab med B . Dunker, der nylig var bleven juri­ disk Kandidat, til Kjøbenhavn. Welhaven var særlig anbefalet *til Orla Lehmann, der i „Dansk Literatur- tidende“ havde anmeldt „Norges Dæmring“ rosende; imidlertid synes Lehmann ikke at have været ganske tiltalt af ham personlig; næste Aar siger han under sin Rejse i Norge, at Omgangen med Welhaven havde noget i høj Grad Vækkende ved sig, skjøndt det ikke skal negtes, at, naar hans rige Forraad af attisk Salt stundum slap op, saa hjalp han sig med Peber“ 1). Hernede i Danmark „prakkede han ham paa“ Agerskov 2), og denne fik Besvær nok med ham; thi — naar man skal være Sandheden tro — var Welhaven i derine Pe­ riode ikke behagelig, men yderlig norsk-uopdragen, saa Agerskov turde ikke nogensteds lade ham være alene, da han idelig forløb sig. Han førte ham til Winther. Skjøndt der ikke er mindste Tvivl om, at denne altid stod paa Welhavens Side i Striden mod Wergeland, havde han dog i 1834 leveret til „Kjøbenhavnsposten“ to Artikler, der vare ham tilsendte fra Wergeland3), og som skulde forsvare dennes Adfærd og navnlig hans Udtalelser imod dansk Literatur. Ved Indsendelsen af Artiklerne paaberaabte Winther sig Billighedens og Upartiskhedens Princip og ytrede, at, da Wergeland flere Steder i Danmark havde mødt Spot og bitter Dadel, burde der formentlig ikke negtes ham Forsvar. Det var Retfærdighedsfølelse, der her ledede Winther. b Se „Norge og Normændene“, S. 32. 2) A’s egen Meddelelse til mig. 3) Se K raft: Norsk Forfatterlexikon, S. 673, og „Kjøben­ havnsposten“ 1834, Nr. 129 og 130.