ChristianWinther_II

211

—

—

Nu kom han og Welhaven altsaa personligt sammen, og i flere Henseender følte Winther sig da ilde berørt af Welhavens Adfærd. De mødtes i Heibergs Hus, men oftest — saagodtsom daglig — i Studenterfor­ eningen, hvor Welhaven havde sluttet sig til Winthers før omtalte Kres. Hvad der hos den norske Digter maatte skræmme Chr. Winther faaer man Begreb om, naar man hører Welhavens Søstersøn Professor J. E. Sars sige om h am *): „Han holdt helst Enetaler, lod ikke gjærne Andre komme til Orde, viste liden Taal- modighed eller Resignation, hvor det gjaldt at følge Andres fra hans afvigende Tankegang. Indvendinger syntes han mere at opfatte som Udæskning til Kamp end som Invitation til Undersøgelse, og i denne Kamp blev han for det Meste med Lethed Sejerhene, idet han ved sin Stemmes Klang og sin stærkt opøvede Ævne i at sige kaustisk-svidende Ting overvældede, afvæbnede sin Modpart eller skræmmede ham fra at fortsætte, hvorved han rigtignok ogsaa beiøvede sig selv det Udbytte, som en rolig indgaaende Diskussion kunde have bragt. . . . Han synes altid at have været mere frygtet end elsket , ogsaa inden Kresen af dem, der sluttede sig til ham, og hvis Idol han var. Han var i høj Grad uvorn med sin Mund, og der er mange Historier om , hvorledes han ikke betænkte sig paa at slænge ud sine Indfald, selv, naar han maatte vide, at han derved saarede og krænkede dem , han holdt a f . . . Han havde mange Venner i Danmark; han færdedes J) Kalenderen „Norge“ I. Se ogsaa L. Dietnchson „Svundne Tider“, S. 203 13, og den udmærkede Skildring af Welhavens Person i Arne Lochens Bog om ham, S. 130 ff.

14*