ChristianWinther_II

212

—

—

oftere og i længere Tid dernede, likte sig i det Hele taget vistnok langt bedre der end hjemme og var vel ogsaa dernede gjennemgaaende langt mindre krigersk stemt; alligevel har jeg hørt Danske, der omtalte ham med den største Velvillie og Beundring og udbredte sig over hans Aandfuldhed og øvrige glimrende Egen­ skaber, føje til: „Men saa er han nu med alt Det for­ færdelig norsk — d. v. s.: haardhændet, voldsom, kantet“. Han, som herhjemme gjaldt for den store Fører i Kampen mod den nationale Raahed, kunde af Danske opfattes som en noksaa typisk Repræsentant for denne selvsamme Raahed . . . . Han maatte fremfor Alt ikke vise sig svag eller give nogen Blottelse. Af ham ventede man altid noget Blendende og Flængende. Og i Følelsen heraf tvang han sin Natur, gik af Frygt for at synes undseelig og tilbageholden [som han at Naturen varj til den modsatte Yderlighed, brød ind som et Stormvejr og dækkede sin Forknyttelse bag en for­ ceret Højrøstethed“. Disse Skyggesider ved Welhaven frastødte sikkert det Tilbageholdende og Føjelige i W in­ thers Natur, som paa den anden Side var Welhaven imod; men saa var der meget Andet, der drog ham, og iblandt disse Egenskaber Welhavens Veltalenhed. Sars fortæller, at han har hørt Winther sige: „Havde han blot skrevet halv saa godt, som han taler!“ Winther maatte — som Alle, der nærmere kjendte Welhaven, •— skatte det varme Hjærte, Finheden, Bly­ heden og den store Renhed, som gjemte sig bag hans kaade, hensynsløse Form; „der var en uforsonet Mod­ sætning i ham; lige kamplysten og lige fredsæl var han“ ; ved Siden af hans kolde Kritik var der varm