ChristianWinther_II

213

—

—

Begejstring. De to Digtere mødtes i schillersk Had til Politik og i deres store Sympati for Uhland, Schleier- macher og Heine , som jo satte tydelige Mærker i bæg- ges Produktioner i tidligere Tid. Den heineske Lyst til at fremkalde kjærlige og bløde Stemninger og saa afbryde dem i en skærende Disharmoni kan — som hos Winther — paavises hos Welhaven. De satte hinanden gjensidig højt som Digtere,, skjøndt de her vare forskjellige: Welhaven dvælede ved indre Betragt­ ning og var under Produktionen fuld af Reflexion og Overvejelse; Winther sang sig frejdig og ubevidst ud som en Fugl i Luften. — I et Brev til Alvilde Miiffel­ mann skriver Chr. Winther: „ Welhaven saae De da, men — til al god Lykke — kun forbifarende; thi jeg kan forsikre Dem: uagtet al hans mindre graciøse Nonchalance, er han, jo oftere man seer ham, et over- maade smukt Exemplar af et Mandfolk, og — man kunde jo aldrig vide (med et saa let fængeligt, varmt Hjærte) — Hvad der mueligen kunde ske.“ — Efter sin Tilbagekomst til Norge sendte Welhaven Winther „Norges Dæmring“ med følgende Vers:

Til ham, der spiller paa Harpe, omskygget af Bogens Krans, saa Brasen, Karus og Karpe maa lege med deres Svans, — fra En, der spiller paa Lire af Sorg i en bagvendt By, saa Hunde paa To og Fire maa hyle i vilden Sky. Højstærede Christian Winther! Gud give, jeg var hos Dem! Man hugger mig snart i Splinter i Frihedens gamle Hjem1).

b Welhavens Saml. Skr. I, S. 251.