ChristianWinther_II

— 2 2 8 — Ned ad denne Bankes Barm vandre skal De ved min Arm! „Nej, her gaaer jeg bedst alene,

„Lyngens Grene „gjør os Harm“. Op igjennem grønne Kløft, over Gærde, over Grøft, kaster Søen os om Kinden rask med Vinden køle Svøft. Kjæreste — min Frøken! De falder! De glider! Nej, De faldt dog ej, De skrider let og net paa Taa.

Op blandt broget Grus og Sand skyller Søen Skum og Vand; her jeg vil min Læbe køle, jeg kan føle Tungens Brand. Her paa disse skarpe Sten

gaaer kun Foden tung og sen; hvis jeg maa, vil jeg Dem bære; hist maa være Vejen ren. Vogt Dem dog, Alvilde, o Smerte, o Smerte! Grusomt bløde maa mit Hjærte for de spæde B en!

Se, her staaer en Bænk til To; lad os slaa os lidt til Ro; Ak, hvor godt bag Granens Skygge lunt vi bygge kan og bo. Søen Solens Billed bær, Droslen slaaer i Granetræer, stejle stige disse Trapper, hold Dem tapper, støt Dem her1