ChristianWinther_II

— 2 2 9 — Se nu kun, hvor Solen den blinker heroppe paa Kapellets gyldne Toppe og paa Ruden der1).

Hillemænd, en Bænk til Ti, vi kun fylde lidt deri! — Kan man se et Belvedere vel med mere Fantasi? Hele Søen for vor Fod,

Skyen rød af Solens Blod, Landet spejlt i klare Vove, rundt med Skove overgroet! Der staar nu Kapellet; hvad kan det dog være? Gjærne brød jeg ind, paa Ære, havde jeg blot Mod. Skyen truer sort mod Nord som en Fængselshvælving stor; men mod Vest, hvor Solen hviler, Himlen smiler, Freden boer. Over Søens blanke Vand gaaer en bred og gylden Rand; Skoven Kysten huldt omringer, Fisken springer fast iland. Ned ad Bakken Heste og Køer nu stiger, og bagefter langsomt sniger dorsk en Bondemand.

Himlen hvælver højt sin Sal; hør i Skoven Gjøgens Gal; se hist Farum, Kollekolle og det bolde Fredriksdal. *) I dette og følgende Vers tales om et Udsigtspunkt ved „Kaningaarden“.