ChristianWinther_II

— 2 3 0 —

Skal vi spørge Fuglen ad, om hvor mange Aar i Rad Deres Scepter De skal føre

og os gjøre Dagen glad? Nej, vi vil ej fristes; thi, tav den nu stille, da min Taare maatte trille, og jeg travrig sad.

„Bliv ej melankolsk, min Ven! „Kom og lad os gaa igjen! „Søen skummer hvid og bruser, „Vinden suser „over den.

„Denne Grangang er saa tyst; „her er mørkt, men hist er lyst; „knap man hører Fuglens Trille, „Bølgen spille „op mod K yst.“ Seer De vel den Amor af Sten, det Spektakkel! Han med Vind og Vejr, den Stakkel, døjed mangen Dyst.

Her blev Øjet frit engang! Hvilken Udsigt, vid og lang! Hor, i Søllerød det klinger, der det ringer Aftensang. Over Marken nu paaskraa kan vi snart til Virum naa; efter Faaret springer Drengen

over Engen, hvor vi gaa. Gaderne, de vrimler af støjende Glutter, Hunden gøede, Bedstemutter op fra Rokken saae.

De er nok saa træt og varm? Hvil Dem trygt paa denne Arm!