ChristianWinther_II

' — 2 3 2 —

om Hvad dybt paa Søens Bund og i Kæmpers mørke Høje aldrig sees af noget Øje, men af Blomsteralfen kun.

Han skildrer det rigt besatte Kapel, der fra Bøgens Toppe lader sit Tonevæld strømme gjennem Skoven og ved Solnedgang klinger med en sod Elskovshymne; saa siger han: Der vi turde med hverandre frit marchere, uden Gru,

og fra Bakken Rendez-vous x) se de tapre Skarer vandre. Det var smukt, ihvor vi gik; — ak, hvor jævnt faldt ej vor Tale, ikke frygted vi Kabale eller nogen skjæv Kritik. — Der De vandret har alene med det røde Sjal om Kind, saa med dybt fortryllet Sind Ellekongen stod bag Grene; han usynlig rask sig skjød frem blandt Fyrrens ranke Stammer, saae med sine Øjnes Flammer, at De — spiste Hvedebrød! Godt, at han ej har forledt Dem! Dog — De bli’er saa let ej skudt; nej, han selv blev vist kaput, tørste Gang da han fik seet Dem! —

Winther skildrer saa, hvorledes hele denne Scene nu et forvandlet, er ©de og kold, og hver Gartner maa se at faa dækket og lunet om Det, der skal beholde Livet; er Gartneren rigtig snild, sætter han sine bedste

x) De saakaldte „Bliichers Banker“ mod Fuglevad Mølle.