ChristianWinther_II

234

—

—

bliver Byen, naar De kommer til en frisk og liflig Vaar *)•

Chr. Winther blev snart efter igjen viist tilbage af Alvilde Muffelmann, „skjøndt han dengang var tem­ melig sikker paa at faa sit Ønske opfyldt“. Hun er­ klærede til sine Nærmeste, at, uagtet hun holdt inderlig meget af ham, vilde hun ikke gifte sig med ham, fo r d i hun overhovedet aldrig vilde indlade sig i en saadan Forbindeise2) , og dette Princip holdt hun fast ved, saa at hun døde ugift3). Folk, der have været nøje inde i disse Forhold, mene, at det var hendes Ubøjelighed, som holdt Chr. Winthers Flammer vedlige. N . P. Nielsen sagde — vistnok med Rette — om ham: „Han er en Jens Paaske- lilie, der knæler paa hvert Gadehjørne; men,' naar han mærker, at vedkommende unge Pige giver efter og nærmer sig ham, saa er hans Forliebelse forbi. Det, der morer ham, er at føre Slaget og vinde det.“ Dette svarer ganske til Hvad Chr. Winther siger om sig selv i Felix’s Skikkelse, Det, som er citeret i 1ste Bind S. 163, L. 19—27. Han var i dette Punkt som Napoleon, der sagde til Grevinde Valevska: „Jeg vil — forstaaer J) Her er Digtet gjengivet efter hans Originalmanuskript til hende; se forresten Sml. Digtn. I, S. 179. 2) Meddelt mig af hendes Broder Hother M. 3) I Lyngby, den 18de Nov. 1895, 85 Aar gi. Efter sine Forældres Død tog hun i Huset hos sin ogsaa ugifte Broder Hother , som var Forpagter paa Gram i Slesvig og senere boede sammen med hende i Lyngbys Hovedgade, Stedet ligeover lor Kirken; her døde han d. 15de Juli 1895, 85 Aar gammel. Bægge disse to Søskende efterlod sig et smukt Eftermæle, bl. A., fordi de havde været de Fattige saa gode. Af Winthers andre Elever fra det muffelmannske Hus blev Em il Overlæge, sidst i Helsingør, og Peter Skovrider paa Vemmetofte.