ChristianWinther_II

235

-

—

Du dette Ord? — jeg vil tvinge Dig til at elske mig“ ; hvergang det saae ud, som om Noget var umueligt, attraaede han det saa meget heftigere. Tanken om det Umuelige pirrede ham og drev ham altid frem. Op- naaede han at mætte sin Attraa, svandt det Fængslende. Fordi Alvilde Muffelmann altid var ubønhørlig, holdt Chr. Winther saalænge ud i Kampen mod hende; hun selv morede sig ved det Pikante i Situationen; hun havde Intet imod at holde det gaaende paa denne Facon — men heller ikke videre! I Høst 1834x) sendte han hende Digtet „Alfens Brud“ 2). Scenen i dets Begyndelse er, efter hendes egen mundtlige Meddelelse til mig, henlagt til hendes Bedsteforældres Landsted lige over for Sorgenfri, hvor Pavillonen endnu staaer tilbage, den, i og ved hvilken Søndagsgjæsterne hos Tutems om Sommeren samledes efter Middagsbordet3). Glimrende Hækken bæved i varme Sommerluft;

cm Pavillon’en svæved den brune Mokkas Duft. Herrer og Damer kransed den zirlige Altan; Smaapigerne de dansed nede paa grønne Plan.

Der dansed A lfh ild liden med gyldenblanke Haar; Vinger gav hende Tiden, hun var kun fire Aar. h Se Anmærkninger til „Nogle Digte“. 2) Sml. Digt. V., S. 47. 3) Se S. 21.