ChristianWinther_II

236

—

—

Som Hyacintens Stængel saa smidig, rank og rund, med Smil, som nys en Engel havde kysset hendes Mund. De store Øjne straalte med sær dybsindig Skik; knap Nogen længe taalte det tankerige Blik; som havde alt hun kunnet se klart i Hjærtets Nat, som havde hun udgrundet Livsgaadens dunkle Skat. Hun svæved om i Flokken lig Musen, tyst og let, saa Vinden danned af Lokken en Glorie — et Næt. — Med Eet var hun forsvundet af den støjende Sværm; hun havde Vejen fundet bag Bøgelundens Skjærm. Gjennem de krumme Gange hun ilede did ned, hvor Aaen som en Slange slikked den grønne Bred *)• Hvor Bøgen i Voven hængte sin Løvdusk, grøn og lys, som om den rigtig trængte til køligfriske Kys; hvor dybt sig Broen spejled og Græsbænken stod, og Aakanden sejled, løsrevet fra sin Rod,

J) Altsaa i Sorgenfri Slotshave.