ChristianWinther_II

237

—

—

der satte sig den Lille, og med sine Øjne blaa hun tankefuld og stille ud over Vandet saae.

Saa kommer der en Svane sejlende; hun sætter sig paa den, og den glider med hende ned ad Aaen. Snart vrimle Alferne frem, Svanen bærer hende ind i en hemmelig Hule, og derigjennem føres hun til Alfernes vidunderlige Rige. Svanen forsvinder; men i dens Sted staaer der en dejlig Dreng: Alfernes Konge. Han tager imod sin lille Dronning, de sværme sammen i hans Rige, og, da han atter maa skilles fra hende, siger han:

En Rigdom Dig nu tilhører, dens Værd ej aner Du; sig i Dit Indre rører en umaalt Verden nu. Først Alt vil ganske svinde; — men som det skjulte Frø vil det i Hjærtet inde gjemmes og aldrig dø. Lidt efter lidt skal stige, Dig ubevidst, af Din Aand Hvad her i Alfers Rige blev nedlagt af min Haand. En Vielse jeg give Dig vil, at Alfens Viv en Digterinde maa blive — det skjønne Digt: Dit L iv! Som Solens Blink udklække Blomster i broget Rad, skal Dine Smil opvække Hjærter til sværmersk Kvad.