SchwartserneISværtegade

Der var dem, der mente, at det simpelthen var en folkelig udtale af Rendegade, stadig med henblik på den gamle byrende. Og det er måske værd at bemærke, at den moderne kloak gennem Sværtegade i dag går nøjagtig, hvor den gamle byrende løb. Der er sikkert mange, der har hørt unger i de gamle gader synge remsen: »Vinde, vinde nøglegarn, så fint så fint som regnegarn«, hvor det naturligvis skulle være »rendegarn«, og så­ dan mente man også, at gadenavnet var blevet til. Men der er, må man lige bemærke, også dem, der har en langt mere poetisk forklaring. De siger, at navnet stammede fra den lille yndefulde plante, regnfang, men at dette så af magelige mennesker var blevet for­ vandlet til Rende- eller Regnegade. Nå, Regnegadenavnet blev efterhånden overført på andre gader, og Sværtegade blev det almindeligt anvendte. Det har dog været lige på nip­ pet til, at den endnu en gang blev døbt om. I året 1876 fik Sværtegades grundejere fine fornemmelser og indsendte til magistraten et ansøgende om at få lov til at omdøbe gaden til Ny Kronprinsensgade, da den jo lå i forlængelse af den i 1785 anlagte Kronprinsensgade (opkaldt efter den senere Frederik VI), men heldigvis kom der afslag. Sværtegade var det - og Sværtegade blev det. Stort set udviklede Sværtegade sig efter den store brand til en levende handels- og håndværksgade, men den har også fået sin plads i nordens åndshistorie —gennem det berømte nr. 7, hvor »Det norske Selskab« i så mange år havde til huse. Da huset ejes af I. G. Schwartz & Søn, hører dets skæbne på en måde sammen med etablissementets. Kaffehusene var kommet på mode i Christian VII’s tid, og de holdtes hovedsagelig af djærve madammer, hvoraf de berømteste var madam Neergaard i Badstuestræde og madam Juel i Sværtegade 7. Mellem disse to kaffehuse delte tidens skønånder sig i skarpt adskilte partier, mellem hvilke der ofte udkæmpedes hele fejder. Hos madam Neergaard kom de, der satte Ewald højt som digter, mens hans modstan­ dere, der for en stor del bestod af nordmænd, samledes hos madam Juel. De berømteste fejder stod om Ewalds »Rolf Krage« og nordmanden Bredals »Tronfølgen i Sidon« - og et vist indtryk af det hele får man gen­ nem Ewalds »De brutale klappere«. Men her er det altså madam Juel i Sværtegade, det gælder. Her kom mænd som Johan Norddahl Brun, Ove Gjerløv Meyer, Brødrene Wibe, den største af dem alle, Johan Herman Wessel, Edvard Colbjørnsen og mange andre. 12