SchwartserneISværtegade

Det rygtedes hurtigt i byen, at hos madam Juel gik det livligt til, og man søgte at få del i lystigheden, men oftest uden held. Stamgæsterne følte sig som en klub, og berømt er den dag i dag det lille improviserede digt, hvormed Wessel modtog en hestehandler, der havde søgt at trænge sig på:

Den mand, som sælger heste, Han gjorde vist det bedste,

Ifald han gik sin vej, Thi man ham lider ej.

Det var da ikke så underligt, at den faste stok følte trang til at have det helt for sig selv, og man etablerede i særlige lokaler »Det norske Selskab«. På husets facade ser man en mindeplade med følgende indskrift:

I dette hus havde Norske selskab sine lokaler 1775-1813. Opsat a f Norske Selskab i Christiania i 1918.

Og i den overdækkede svalegang på 1. sal kan man endnu sætte sig ind i, hvordan de norske studenter og skønånder samledes. Oprindelig havde man vel bare tænkt sig at prokulere og debattere i ro og fred, men efterhånden fik selskabet en mere litterær karakter. Der blev afholdt litterære væddekampe, og selskabet anmeldte sig som udgi­ ver af skrifter, der skyldtes de mere fremragende medlemmer. I det hele taget skal man ikke undervurdere den indflydelse, dette sted kom til at øve på smagen i Danmark. Et medlem var vor flittige litterat, Knud Lyhne Rahbek, der beskæf­ tiger sig meget med det i sine erindringer. Han har også satetsmuk mindesmærke for madam Juel, der var som en mor for medlemmerne og var »behagelig og forstandig i omgang«. Hendes fødselsdag den 9. februar var da også en af klubbens store dage med punchebollen fremme og en særlig sang skrevet til hende på fødselsdagen. Således skrev selveste Wes­ sel en gang: Bliv, søde madam. Juel, mod alforventning rig, og henlev dette år og mange lykkelig,

så at vi længe må den sjældne lykke nyde, at finde Nordmands sjæl logeret hos en jyde.

14