SchwartserneISværtegade

skrante, og kun et par år efter, den 25. marts 1804, døde han, kun 58 å r ' gammel. Johan Adam Schwartz tog da en beslutning, der den gang ikke var så usædvanlig. Han giftede sig med Graumanns enke, sådan som nye indehavere af et kald på landet kunne gifte sig med præsteenken, og havde dermed sikret sig, at den virksomhed, han allerede på så mange måder betragtede som sin egen, ikke blev splittet for alle vinde. Allerede få dage efter Graumanns død blev han hans efterfølger som drejer ved det Chirurgiske Akademie, men han gik svanger med ganske anderledes ærgerrige planer. Han følte, at den ejendom, hvor virksom­ heden havde til huse, var alt for snæver til alt det, han drømte om at sætte i gang, og han tog et meget dristigt skridt. I februar 1806 købte han ejendommen overfor, hvor I. G. Schwartz & Søn bor den dag i dag, den gang kaldet nr. 96 B, idag Sværtegade nr. 3. Det var en stor ejendom, og der skulle mange penge til. Stedet blev betalt med 13.701 rigsdaler courant, efter tidens forhold en meget stor sum, som han altså enten selv havde tjent på sin virksomhed eller fået rådighed over ved sit ægteskab med Graumanns enke. I de store værksteder på den anden side af gaden kom der anderledes gang i tingene, og allerede i 1811 kunne man mærke, at virksomheden var ved at udvikle sig til en sand stordrift. Da fik han nemlig efter enevoldstidens skik »privilegium« til at an­ lægge og drive en fiskebensfabrik til »præparation af de fra Grønland og andre steder hidrørende hvalfiskebarder«. Senere begyndte man også en import af disse for paraplyfabrikation så vigtige artikler fra U. S. A. Og i 1818 fulgte så en ny vigtig tilladelse til at »falholde alle slags kamme, som af ham selv forfærdiges«. Fabriken, som vi nu ville sige, var tydeligt nok i rig fremdrift. Men Johan Adam stod ikke mere alene. Han havde fået en ung dyg­ tig slægtning ved sin side. Dermed gik det således til. Da Johan Adam sad med sin adskilligt ældre hustru, var han nok klar over, at børn kunne de ikke vente at få, og han begyndte tidligt at spekulere over, hvem der skulle føre den virk­ somhed, som han følte sig så inderligt knyttet til, videre, når han en gang gik bort. Nogen regelmæssig forbindelse med sin familie havde han ikke haft gennem de mange år, siden han var sejlet fra Lübeck i 1778, men nu skrev han til en af sine brødre, den ovenfor omtalte Johan Nicolaus, og spurgte 21