SchwartserneISværtegade

Det var således ikke nogen nyhed, Schwartz’erne indførte, men de var de første, der satte tilvirkningen af paraplyer i system i København, så­ ledes at man har lov at anvende ordet fabrikation om deres virksomhed. Og Johan Adam og Johan Georg havde set rigtigt: det var ikke nogen flygtig mode. Det var noget, der var kommet for at blive. Paraplyen blev mere og mere almindelig, og man kan ligefrem følge det i datidens tegne­ kunst. Hvor karakteristisk er ikke Corsarens karikaturer af Søren Kierke- gård med hans store »bomuldspeter« klemt op i armhulen - og hvilke mystiske manøvrer kan den store humoristiske tegner Fritz Jiirgensen ikke lade sine personer foretage med deres paraplyer. Selv i digtningen trængte paraplyen ind. Da man skulle lave en parodi på Poul Møllers berømte digt, »Rosen blusser alt i Danas have«, måtte et af versene selvfølgelig begynde:

Under paraply den danske bejler med sin herligt vådepige går . . .

og endnu nynnes mange steder Erik Bøghs gamle vise, »Det var en aften i Tivoli«, med verset:

Og regnen strømmede nedfra sky, der blev enjammer at høre! Min hat var blegrød og ganske ny, tænk blot - hvadskullejeg gøre? Og skiltfra tantejeg blev i vrimlen, da kom en herre som sendtfra himlen medparaply! medparaply!

Det er ikke godt at vide, hvordan det er gået til, at poesien siden har forladt paraplyen, men mon det ikke skete efter, at den fra svendenes nænsomme hænder blev overladt til de følelsesløse maskiner? Men i alt fald - paraplyen har dog holdt sig til denne dag - og ser ud til at have endnu mange slægter for sig. Parasollen derimod synes at være svært på retur. Borte er det yndige syn fra Klampenborgs væddeløbsbane ved århundredskiftet: de smukke damer med parasollen omhyggeligt løftet i den ene hånd, mens den an­ den hånd fattede om den brusende nederdel, for at den ikke skulle slæbe i det fugtige græs. 27