SchwartserneISværtegade

andet end hårdt arbejde lige fra den dag, han kom i lære hjemme i Bu­ dingen. Efterhånden som onklen blev ældre, blev det næsten udelukkende Jo­ han Georg, der varetog forholdet til svende og drenge. Han gjorde det hårdt, men retfærdigt, og ud fra biblens ord om, at den der ikke arbejder, heller ikke bør have føde. Han troede på arbejdets evangelium som det eneste saliggørende, men han gjorde det i og for sig på en gammeldags måde. For ham var arbejdet manuelt arbejde, og han havde svært ved at indse nytten af en teoretisk uddannelse. Det var en opfattelse, Schwartz erne endnu havde til gode at kæmpe sig frem til. Derfor kunne man også være sikker på en spydig bemærkning fra ham, hvis han skulle gribe en dreng med en eller anden lærebog i hånden. Hvad bildte sådan en knægt sig ind, han havde at passe sin spindel, og dermed basta ! Det skete virkelig en gang, at han gav efter for en læredrengs indtræn­ gende bøn om at få lov til at gå på Konstacademiet, som det dengang hed, men forkyndte samtidig med stor alvor, at hvis blot een dreng mere kom med en sådan anmodning, så trak han tilladelsen tilbage. Det skete da, at en af de andre lærlinge tog mod til sig og bad om en lignende tilladelse, og trods megen gråd og klage fra drengens side lod han sin trusel blive til alvor. Der kom overhovedet ingen på akadem iet! Lige så skinsygt vågede han over, at drengene udnyttede hver dag. Den samme dreng, der var kommet med sin forgæves bøn om at kom­ me på akademiet, og som efter kontrakten skulle stå 6 år i lære, fik i løbet af denne tid som noget meget sjældent nogle småferier, men da de seks år var gået, og han troede, at nu slog frihedens time, fik han noget andet at vide: Han havde værs’go først at indhente samtlige feriedage, han havde haft gennem de seks år. Først da det var sket, gav I. G. Schwartz ham attest for, at hans læretid »idag« var udløbet. Hele denne indstilling kan forekomme noget forbenet idag, men næg­ tes kan det ikke, at den rent håndværksmæssige kunnen blev sat højt i ære til gavn for produkternes kvalitet, en indstilling, man stundom kan synes nu er gået lidt rigeligt i glemmebogen. Værkstedet! Det var valpladsen, hvor sejrene skulle vindes. Værkste­ det! Det var stedet, hvor han regerede enevældigt. Det skulle både svende og drenge mange gange få at føle. Ve den, der vovede at sætte sig op mod hans myndighed!

34