SchwartserneISværtegade

Kort efter at han var blevet indvalgt i borgerrepræsentationen, blev der fra en indflydelsesrig kreds’ side gjort et energisk forsøg på også at få ham ind i Rigsdagen, hvor man mente, han ville blive den håndværkets talsmand, der trængtes til derinde. I forsommeren 1861 blev han da også anmodet om at stille sig i Københavns 5. kreds. Han sagde imidlertid nej, og stemmerne samledes derefter om den højtbegavede bladmand, redaktør C. St. Bille. Måske var denne selv klar over, at havde Schwartz villet have manda­ tet, havde han selv ingen chance haft - for da der under valgkampagnen bl. a. blev spurgt om, hvad han forstod ved »Danmarks bedste mænd« (et udtryk fra nogle af hans taler) svarede han med at fremdrage mænd i vidt forskellige stillinger, og da han kom til håndværket, sagde han: »Og her vil jeg nævne den mand, til hvem man i 5. kreds først har henvendt sig, kunstdrejer Schwartz, hvis virksomhed i industriens og kommunens tje­ neste længe har været frugtbringende.« Et smukkere vidnesbyrd om den agtelse, man nærede for ham, kunne han dårligt forlange. Men med alt dette var hans offentlige virksomhed på ingen måde forbi. Blandt andet er der al grund til selv nu, så mange år efter, at min­ des hans indsats i kunstflidslotteriet. Senere har vi jo fået det meget klin­ gende ord skønvirke, men kunstflid dækkede den gang så nogenlunde det samme. Med dets oprettelse hang det således sammen. Frederiksborg Slots brand i december 1859 føltes som noget af en nationalkatastrofe, og der var straks enighed om, at selv om det ville koste uhyre summer, måtte slottet genopføres. Frederik VII selv var meget ivrig for tanken, men det store problem var jo, hvordan man skulle skaffe ikke en stor sum een gang for alle (for den kunne aldrig blive stor nok), men finde en kilde, der kunne rinde år igennem. Da var det, ideen til kunstflidslotteriet opstod. Hvem der var dens fader, er ikke sådan at afgøre; men til kredsen, der fra først af drøftede den, hørte Johan Adam Schwartz. Her var en sag, der ganske automatisk måtte vække hans ildhu. Og da man så havde fået organiseret »Bortlodningen af indenlandske Konst- og Konstflidsgenstande«, var han utrættelig indenfor administra­ tionen. I de første vanskelige år var han næsten hver eneste aften at finde i lot-

46