SchwartserneISværtegade

teriets ekspeditionslokale, der havde til huse i det nu så smukt restaurerede Petersens Jomfrukloster i Vimmelskaftet. Der måtte mange aftenlige konferencer til mellem de ledende, og trak det ud, forlagde man forhandlingerne til O tto’s populære konditori, hvor man talte videre over tidens yndlingsdrik, en dampende romtoddy. Johan Adam Schwartz var ellers ikke en af dem, der prokulerede, men disse små toddy-møder mindedes han senere som nogle af de hyggeligste timer i sit liv. løvrigt kom hans eget etablissement til at medvirke ved udsmykningen af det nye Frederiksborg, idet det udførte de 45 pragtfuldt udskårne elfenbensrosetter til slotskirkens bedestol. Schwartz glædede sig over de mange penge, lotteriet indbragte, men mest måske over den udvikling af smagen, indkøb og bortlodning af de mange »Konstgenstande« kom til at fremme. Måske har i så henseende ingen enkelt institution betydet mere end netop dette lotteri. Men ud af sagen vågnede også hos ham en skærpet interesse for hans gamle yndlingsplan: håndværkerskolerne. Schwartz var ingen fanatiker. Han kunne godt se, at mod den fabriks­ mæssige udvikling kunne man ikke sætte sig op uden at tilsætte landets konkurrencedygtighed, men han holdt på den anden side på, at der måtte en modvægt til. Uden en tænkende, kundskabsrig håndværkerstand mang­ lede landet noget væsentligt. Han begyndte da at arbejde med forøget kraft på oprettelsen af en arbejderhøjskole, og da arkitekt V. Klein i slutningen af treserne i en række foredrag fremsatte lignende tanker, skrev han omgående til ham, at han var fuldstændig enig med ham og stillede sig »til disposition for sagens videre fremme«. Man søgte først at få en række kursus oprettet i forbindelse med tek­ nisk institut, men da der her viste sig vanskeligheder, skred man den 1. november 1868 til oprettelsen af »Den nye Håndværkerskole« med både dag- og aftenklasser, og med undervisning såvel i tegning som i de så­ kaldte reale fag. Her var noget »ret efter Johan Adam Schwartz’ hjerte«, og han deltog sammen med arkitekt Klein og fabrikant Severin Jensen i skolens ledelse, indtil svagelighed også tvang ham bort herfra i forsommeren 1872. Det var jo kun få måneder efter den her skildrede overrækkelse af lega­ tet, og man forstår måske bedst hans interesse for skolen, når man hører hans bestemmelse om, at renterne af legatet indtil videre skulle tilfalde den.

48