SchwartserneISværtegade

internationale udstilling i London i 1862, den, der helt igennem betød så meget for firmaet, og gennem brochurer søgte han at gøre de udstillings­ besøgende opmærksom på dets fortræffelige egenskaber, men af en eller anden grund kom stoffet aldrig til at spille nogen større rolle på det inter­ nationale marked. Sandheden er vel den, at hvis firmaets linje ikke i disse kritiske år var blevet lagt om, havde det ikke eksisteret idag. Vi har allerede set, hvordan Johan Adam på sin store udenlandsrejse i de unge år havde fået øjnene op for de skønne muligheder, der lå i det egentlige kunstdrejeri og med årene fik han en stedse dybere forståelse af, at med den tiltagende mekanisering og industrialisering var det denne bane, den Schwartz’ske virksomhed skulle følge. Her lå nye og store mu­ ligheder for den individuelle håndværker. Det var tidsånden, han her mødte, men omstillingen blev naturligvis lettere derved, at den helt var efter hans egen smag. Det var ikke noget, der skete på en nat. Det var en udvikling, der gik gennem mange år, indtil I. G. Schwartz & Søn en skønne dag for det kunstforstandige publikum stod som de gamle mestre Spenglers og Opitz’ arvtagere. Men efterlignere af dem var de på ingen måde. De gamle havde er­ hvervet deres berømmelse ved såre kunstfærdige drejninger af elfenben, oval, passig, exemtrik- og epicoidal, og hvad nu alle disse former hed, som idag er latin for de fleste, men som den gang de fleste dannede men­ nesker var fortrolige med. Johan Adam Schwartz havde i sin ungdom lært at kende og elske de mere enkle linjer, en vis purisme i drejerkunsten, og det kom nu dansk kunsthåndværk til gode. Men det er kun retfærdigt at understrege, at man næppe var nået så langt, om det ikke havde været for en enkelt mands skyld. Her er det, navnet G. L. Griessing dukker op. Her er i sandhed en mand med en forunderlig skæbne. Han var omkring 1850 kommet til København som en af disse tyrolersangere, der med deres jodlen og Schuhplatt-danse samlede så mange mennesker i de Frederiksbergske forlystelseshaver. Han var ingen almindelig stratenrøver, men blot en ung mand, der var blevet grebet af den ægte tyske Wanderlust og benyttede sin nette sangstemme til at få den tilfredsstillet. A f fag var han uddannet kunst­ drejer og en af de bedste.

54