SchwartserneISværtegade

Ak, det er let at ønske i en vise, når lysene brænder, og vinen står på bordet, men de gode ønsker skulle jo ikke gå i opfyldelse. Der var alle­ rede banket på døren. Og endelig er der vel grund til at fremdrage minderne fra festen den 6. april 1872 for kandidaten ved folketingsvalget i 5. kreds, C. St. A. Bille, ikke blot fordi det var den sidste større fest, Johan Adam Schwartz deltog i, før sygdommen tvang ham til stor tilbagetrukkethed, men også fordi Billes opstilling jo skyldtes, at Schwartz havde sagt nej til tilbudet. Bille stod for datiden først og fremmest som bladmanden, og hvad var rimeligere, end at den største af festens mange viser hyldede journa­ listen. Man var ikke bange for de store ord:

Se, hvo rider hist i Plader blanke, Frank og frejdig, højt med løftet Skjold, For den vilde Flod at sætte Skranke, Før den bryder ned hvert Værn og Vold? »Ordets Ridder«, hvem ej Gnyet skrækker, Sadled Ganger og gav ikke tabt. Fylker med sin Røst de spredte Rækker, Mander op til Daad den gamle Kraft.

Det var naturligvis ikke en kongemiddag, men man kan alligevel blive lidt imponeret af, hvordan man den gang bespiste en folketingskandidat: Brun Suppe (St. Julien) —Kogt Laks m. Sauce hollandaise (Liebfrau- milch) - Oxefilet aux Champignons (Veuve Cliquot) - Hollandsk Sild, røget Skinke og Tunge med Grønne Erter og Blomkaal (Petit Bourgogne) - Stegt Tjur med Compote (Cremant Cabinet), og endelig Tuttifrutti og Es og Dessert med Sherry og Oporto. Havde det været i dag, man serverede en sådan middag, måtte »Or­ dets Ridder« nok have hjælp, når han skulle »sadle Ganger« bagefter. Den gang kunne man rejse sig let og ubesværet fra et sådant bord og gå ind til kaffe med havannacigarer og »avec«! De toner væk de gamle sange, den dufter bort den gamle vin, men festlige dage er det, de maner op af graven . . .

71